Hvorvidt der ved en international landevejstransport foreligger forsinket levering af det transporterede gods, afgøres af CMR – lovens § 27.

Af denne bestemmelse følger det, at der foreligger forsinket aflevering af gods, når dette ikke er blevet afleveret til den aftalte tid, eller, hvor ingen afleveringsfrist er aftalt, når den faktiske befordringstid overskrider den tid, som under de foreliggende omstændigheder med rimelighed kan indrømmes en omhyggelig fragtfører.

Af samme lovs § 32 fremgår det, at såfremt det godtgøres, at der er lidt skade som følge af denne forsinkelse, da skal fragtføreren erstatte skaden dog ikke ud over fragtbeløbet.

Dette betyder dermed at en fragtfører der anses ansvarlig for et tab på grund af en forsinket levering af det transporterede gods, som udgangspunkt har adgang til at ansvarsbegrænse dette erstatningsbeløb, således at fragtføreren alene skal betale en erstatning svarende til fragtbeløbet.

Denne bestemmelse har dermed afgørende betydning for en lang række fragtførere, idet der således kan ske en væsentlig begrænsning af erstatningsudmålingen.

Hertil gælder imidlertid en væsentlig undtagelse i CMR – lovens § 37, hvorefter der ikke er adgang til en sådan begrænsning i de tilfælde hvor forsinkelsen skyldes forsætlig, eller grov uagtsom adfærd hos fragtføreren.

Sø- og Handelsretten har behandlet dette spørgsmål i en sag, hvor der skete forsinket levering af nogle ståltanke der skulle fragtes fra Danmark til et bryggeri i Rusland.

I denne sag havde en fragtfører påtaget sig en transport af seks bryggeritanke i stål fra Randers til Rusland med forventet levering senest den 1. februar 2010. Den første del af transporten foregik til søs, og udførtes således med skib til Baltikum og herfra med lastbil til bestemmelsesstedet i Rusland.

Den danske afsender havde overfor modtager, det russiske bryggeri, forpligtet sig til at levere og installere ståltankene i Rusland senest den 20. marts 2010. Da det var af stor betydning for bryggeriet at leveringen skete senest på dette tidspunkt, var der i kontrakten mellem afsender og modtager indført en bestemmelse om, at forsinkelse var sanktioneret med en månedlig bod på 100.000 euro.

Til brug for den sidste del af transporten - der som sagt udførtes med lastbil fra Baltikum til Rusland - havde fragtføreren indgået aftale med undertransportør.

I slutningen af marts 2010 var der alene leveret to ståltanke hos bryggeriet. Som konsekvens heraf valgte afsenderen, at overdrage transporten af de resterende fire tanke til en anden transportør. Levering af de resterende tanke skete mellem 57 og 75 dage efter det forventede leveringstidspunkt, og der forelå dermed utvivlsomt forsinkelse.

Efterfølgende gjorde afsenderen et erstatningskrav gældende mod fragtføreren. Erstatningskravet bestod bl.a. af erstatningstransport, konventionalbod til bryggeriet samt kompensation af udgifter til montører.

Som reaktion herpå gjorde fragtføreren med henvisning til CMR-lovens § 32 gældende, at erstatningen ikke kunne overstige fragtbeløbet

Sø- og handelsretten fandt for det første at der naturligvis forelå forsinkelse, samt at denne oversteg, hvad man med rimelighed kunne forvente. I denne forbindelse spillede det en stor rolle, at fragtføreren var gjort opmærksom på betydningen af at leveringen skete til tiden og på at afsender skulle betale konventionalbod til bryggeriet ved for sen levering. Som konsekvens heraf blev fragtføreren anset for ansvarlig for forsinkelse og skulle dermed betale erstatning til afsender.

Det skulle herefter vurderes, hvorvidt fragtføreren havde adgang til at begrænse dette erstatningsbeløb til fragtbeløbet, eller om dette, med henvisning til CMR-lovens § 37, var umuligt på grund af fragtførerens groft uagtsomme adfærd.

I tiden mellem det forventede og det faktiske leveringstidspunkt havde fragtføreren blot videresendt de fra deres undertransportør modtagne oplysninger uden at reagere på disse, uanset de modtagne oplysninger adskillige gange viste sig at være ukorrekte. På denne baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at fragtføreren derved havde handlet groft uagtsomt. Ansvaret kunne derfor ikke begrænses til fragtbeløbet, jf. CMR-lovens § 37.

Af denne afgørelse kan det således udledes, at forsinkelse under visse omstændigheder kan komme på tale, selvom der alene foreligger en transport med et forventet leveringstidspunkt, og ikke en såkaldt terminstransport.

Transportøren kendte i denne konkrete sag kundens interesse i rettidig levering og konsekvenserne ved ikke at leve op hertil. Netop derfor fandt Sø- og Handelsretten, at der forelå forsinkelse i juridisk forstand.