Dom: Højesteret har truffet afgørelse i principiel og langvarig sag om to havnes erstatningskrav.

Søloven giver særlige muligheder for at sikre nogle af de krav, som omverdenen har mod rederierne. Søloven opregner 17 krav, for hvilke der kan foretages arrest og som danner grundlag for søpant.

Søpantekravene kan der også arresteres for og arresten går jo i korthed ud på, at fogedretten anmodes om at afsige kendelse om arrest, hvorefter skibet er uberettiget til at forlade havnen med mindre der stilles behørig garanti eller foretages betaling. Heroverfor står søpantebegrebet, som ikke kræver en fysisk tilbageholdelse som sådan, idet søpantet følger med skibet, uanset hvor det sejler hen - men til gengæld forældes på et år.

Højesteret har den 4. december 2012 afsagt en principiel dom om søpant i forbindelse med, at et skib var blevet arresteret af to havne, som begge mente at have tilgodehavender hos et rederi for blandt andet skader ved påsejling af havnens anlæg. Det altoverskyggende spørgsmål i sagen skulle vise sig at blive om rederiet skulle tåle søpant i sit skib for gæld som andre havde oparbejdet.

Nogle af de centrale bestemmelser om søpant og arrest, der blev behandlet i sagen var følgende: Sølovens § 51, stk. 1, nr. 4 og stk. 2, jf. § 55, § 73, stk. 1, § 76, stk. 1, § 91, nr. 1, § 92, stk. 1, § 93, stk. 1, 2 og 4, § 96 og § 151, stk. 1, lyder således:

§ 51. Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i skibet:

…

4) Erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale.

…

Stk. 2. Søpanteret opstår, hvad enten kravet er rettet mod skibets reder, ejer, bruger, befragter eller disponent.

§ 55. Søpanteret i skib forældes 1 år efter kravets opståen.

Stk. 2. Forældelsesfristen afbrydes ved arrest eller udlæg i skibet inden fristens udløb, såfremt arresten eller udlægget efterfølges af tvangsauktion.

Stk. 3. Forældelsesfristen løber ikke, så længe søpanthaveren er retsligt forhindret i at gøre arrest eller udlæg i skibet, men kan i øvrigt ikke suspenderes eller afbrydes.

§ 73. Søgsmål til fyldestgørelse af søpanteret i skib kan anlægges mod pantets ejer eller mod skibsføreren.

§ 76. Bliver et skib solgt her i landet ved tvangsauktion, falder søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet bort.

§ 91. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager:

1) Skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde.

§ 92. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et søretskrav.

Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.

§ 93. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår.

Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

§ 96. Bestemmelserne om arrest i retsplejeloven finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§ 151. Rederen hæfter for skade, der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste.”

Retsplejelovens § 628, stk. 3, og § 634, stk. 1, lyder således:

Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 4.”

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten.

Den konkrete sag tog sit udgangspunkt i 2007, hvor der blev foretaget en række transporter af roer mellem to danske havne. Transporterne blev udført med en slæbebåd og en pram, og som nævnt mente havnene efterfølgende, at der i forbindelse med transporterne var påført forskellige skader på havnenes anlæg. Da der ikke kunne opnås en fælles forståelse om dette spørgsmål, endte begge havne med at foretage arrest i slæbebåden for kravene.

Rederiet, der ejede slæbebåden, bestred fortsat kravene og gjorde bl.a. gældende, at arresten havde været ubegrundet og for den ene sags vedkommende, at der ikke var søpant for kravet.

Der var i denne del af sagen, der i det hele udviklede sig til et omfattende sagskompleks med to hovedspørgsmål:

1) hvem der hæftede for eventuelle erstatningskrav

2) om der var søpant for erstatningskravene, uanset om det var rederen og dermed ejeren af slæbebåden, som hæftede for de eventuelle krav.

For så vidt angår det første spørgsmål, havde rederen med den part, der udførte kontrakterne, indgået en aftale på en standardkontrakt, der sædvanligvis anvendes til tidscertepartier, men retten nåede frem til, at der i realiteten var indgået en aftale om bareboat chartering og at rederen derfor ikke direkte kunne hæfte. Herefter var spørgsmålet, om rederen alligevel skulle finde sig i, at der var søpant i slæbebåden for kravene, og dette mente byretten ikke var tilfældet.

Sagen blev indbragt for Østre Landsret, som for så vidt angår søpantespørgsmålet nåede frem til det modsatte resultat, hvorefter rederiet indbragte sagen for Højesteret, der som nævnt nu har afsagt dom.

I Højesteret gjorde rederiet gældende, at den foretagne arrest var ulovlig, idet havnen arresterede skibet på baggrund af en fordring, som havnen fejlagtigt mente at have mod bareboat befragteren som ansvarlig reder. Da havnen imidlertid ikke kunne gøre sit eventuelle erstatningskrav gældende mod bareboat befragteren og ikke havde gjort kravet gældende mod bareboat-befragteren, havde arresten ikke været foretaget for den fordring, som var sikret ved søpant.

Søpant – som alene er en sikkerhed – var efter rederiets opfattelse ikke i sig selv et søretskrav, der kan danne grundlag for arrest, og allerede derfor gav sølovens § 73 ikke havnen hjemmel til at anlægge sag mod bareboat-befragteren. Sølovens § 73 drejer sig om tilfælde, hvor et krav, der er sikret ved søpant, allerede er fastslået, således at der er et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Kun i sådanne tilfælde giver § 73 hjemmel til at anlægge sag mod skibets ejer om fyldestgørelse i pantet, selv om ejeren ikke er skyldner. Under alle omstændigheder dispenserer bestemmelsen i sølovens § 73 ikke fra kravet i retsplejelovens § 634 om, at der inden for en uge skal anlægges justifikationssag om den fordring, der er gjort arrest for, og denne fordring skal naturligvis bestå. Denne betingelse var ikke opfyldt her, fordi bareboat-befragteren som nævnt ikke hæftede for havnens eventuelle erstatningskrav.

Befragteren havde for Højesteret ikke gjort gældende, at havnens erstatningskrav kunne baseres på en aftale, således at søpanteret i skibet af denne grund var afskåret, jf. sølovens § 51, stk. 1, nr. 4.

Havnen anførte bl.a., at erstatningskravet for skader forvoldt af skibet var et søretskrav, jf. sølovens § 91, stk. 1, nr. 1, og kravet var sikret ved søpant, jf. sølovens § 51, stk. 1, nr. 4. Der var søpant for kravet, selv hvis bareboat-befragteren blev anset for rederansvarlig. Der kunne i denne situation også foretages arrest for kravet, idet der på grund af søpanteretten ville kunne foretages udlæg for kravet, jf. sølovens § 93, stk. 4.

Havnens erstatningskrav var i stævningen i justifikationssagen rettet mod den, der måtte være den ansvarlige reder. Selv om erstatningskravet blev anset for at været rettet mod bareboat-befragteren, var dette dog i givet fald også en korrekt fremgangsmåde, idet søgsmål til fyldestgørelse af søpanteret i skib kunne anlægges mod pantets ejer, jf. sølovens § 73, stk. 1.

Da arresten således var lovlig, var søpanteretten ikke forældet, jf. sølovens § 55, stk. 2. Der var derfor ikke grundlag for at ophæve arresten.

Højesteret fastslog vedrørende selve erstatningskravet, at det var ubestridt, at bareboat-befragteren sørgede for at tegne forsikringer for skibet med sig selv som den forsikrede. Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af byretten og tiltrådt af landsretten, tiltrådte Højesteret, at rederansvaret for skader forårsaget af skibet, jf. sølovens § 151, påhvilede bareboat-befragteren og ikke befragteren. Højesteret tiltrådte derfor, at rederiet for skibet c/o bareboat-befragteren var frifundet for påstand 1.

Af hensyn til havnens eventuelle erstatningskrav for skader forårsaget af skibet fastslog Højesteret, at der var tale om søretskrav i medfør af sølovens § 91, nr. 1, og der kunne derfor foretages arrest efter sølovens regler til sikkerhed for dette krav, jf. sølovens § 92. Erstatningskravet var efter sin art endvidere sikret ved søpant i skibet i medfør af sølovens § 51, stk. 1, nr. 4, jf. stk. 2, og der kunne derfor foretages arrest i skibet, selv om skibets ejer, bareboat-befragteren, ikke hæftede for erstatningskravet, jf. sølovens § 93, stk. 1, 2 og 4. Som anført af landsretten kunne justifikationssagen herefter anlægges mod skibets ejer, bareboat-befragteren, jf. herved sølovens § 73.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret, at arresten i skibet var lovlig, og at forældelsesfristen for søpanteretten i skibet var afbrudt ved arresten, jf. sølovens § 55. Højesteret tiltrådte derfor, at der ikke var grundlag for at ophæve arresten.

Sagskomplekset som sådan fortsætter nu ved byretten med færdigbehandlingen af selve erstatningskravet for skaderne.