Højesteret: Speditør blev anset som tolddebitor efter EU's toldkodeks, mens handelsvirksomhed blev frifundet i langvarig toldstrid.

I tidsrummet fra varerne i den moderne internationale handel når fra A til B eller måske snarere fra A til Z, vil der ofte være involveret en række forskellige parter – eksportører, importører, speditører, linjeagent, etc. – og i relation til toldreglerne opstår ganske ofte spørgsmålet om, hvem af de mange parter toldmyndighederne kan rette kravet imod.

Højesteret har netop sat punktum i en 12 år gammel toldstrid, hvor Skat tilbage i juli 2003 opkrævede et toldbeløb på kr. 7.334.080 med renter fra en tysk handelsvirksomhed.

Handelsvirksomheden beskæftiger sig med køb og salg af tekstilvarer. En del af disse varer bliver indkøbt i Hong Kong, hvorfra de bliver sendt til Danmark med henblik på indfortoldning. Varerne bliver herefter sendt til Danmark med henblik på indfortoldning. Varerne bliver herefter sendt videre til handelsvirksomheden i Tyskland. I forbindelse med indfortoldningerne var varerne angivet under procedurekode 42 00, hvilket betød, at varerne var indfortoldet til fri omsætning.

I august måned 2001 anmodede de danske toldmyndigheder om bistand fra de tyske toldmyndigheder om verifikation af handelsvirksomhedens indførsler af varer. På baggrund af de tyske toldmyndigheders undersøgelser hos handelsvirksomheden, hvor der blev fundet en række fakturaer for køb af varer i Hong Kong, traf regionen den 8. juli 2003 afgørelse om efteropkrævning af told og moms over for handelsvirksomheden.

Afgørelsen blev indbragt for Landsskatteretten bl.a. med påstand om, at den påklagede afgørelse var ugyldig som følge af, at der ikke var foretaget partshøring af handelsvirksomheden forinden en afgørelse blev truffet, ligesom handelsvirksomheden og dennes repræsentant ikke havde haft adgang til de akter, som regionen baserede sin afgørelse på.

Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, der var enig med Skat i, at handelsvirksomheden hæftede for toldskylden. Virksomheden valgte derfor at indbringe sagen for Østre Landsret, der den 3. december 2010 traf dom i sagen.

En af de centrale bestemmelser var artikel 201, stk. 3, i Rådets Forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførsel af en EF-toldkodeks (toldkodeksen), at debitor for en toldskyld er klarereren. Ifølge artikel 4, nr. 18, er klarereren den person, der foretager toldangivelsen i eget navn, eller den, i hvis navn toldangivelsen foretages.

I de i sagen omhandlede toldangiveler var speditøren anført i rubrikken "klarerer/repræsentant", uden at det af toldangivelsen klart fremgik, om speditøren optrådte som klarerer eller som repræsentant.

Dette kunne efter landsrettens opfattelse have været angivet ved overstregning af det, der ikke var gældende, og efter overgangen til elektronisk udfyldning ved anvendelse af den korrekte kode.

Af den fuldmagt, som var underskrevet på vegne handelsvirksomheden den 4. december 2000, fremgik imidlertid, at handelsvirksomheden meddelte speditøren fuldmagt til at repræsentere handelsvirksomheden over for myndighederne i Danmark, og at speditøren skulle handle i handelsvirksomhedens navn og for dennes regning.

Landsretten henviste til, at et vidne havde forklaret, at fuldmagten indebar en tydeliggørelse og formalisering af den procedure, der hidtil havde været anvendt, og et andet vidne havde i overensstemmelse hermed forklaret, at han ikke opfattede det sådan, at fuldmagten ændrede den hidtidige procedure.

Toldangivelsen måtte herefter efter landsretten opfattelse forstås således, at speditøren handlede som repræsentant for handelsvirksomheden, således at toldangivelsen blev foretaget i handelsvirksomhedens navn og for dette selskabs regning. At speditøren var repræsentant for handelsvirksomheden understøttes af, at handelsvirksomheden var angivet i toldangivelserne med en c/o-adresse hos speditøren.

Handelsvirksomheden havde til støtte for sit synspunkt om, at klarereren var speditøren henvist til toldkodeksens artikel 5, stk. 4. Efter denne bestemmelse skulle repræsentanten erklære, at han handlede i en anden persons navn eller for en anden persons regning, og var i besiddelse af en fuldmagt.

Hvis repræsentanten ikke erklærede dette, blev denne anset for at handle i eget navn og for egen regning. Formålet med artikel 5, stk. 4, måtte antages at være at sikre, at toldmyndighederne ved, hvem toldkravet skulle rettes mod.

Repræsentanten måtte således efter bestemmelsen bære risikoen for, at denne ikke tilstrækkeligt klart havde angivet at handle i en andens navn eller ikke kunne fremvise en fuldmagt.

Landsretten fandt derimod ikke, at den virksomhed, i hvis navn toldangivelsen reelt var sket, og som havde givet repræsentanten fuldmagt til at foretage toldangivelsen, kunne anvende bestemmelsen til at undgå hæftelsen som klarerer ved at påberåbe sig en uklarhed i toldangivelsens rubrik 14.

Landsretten fandt derfor, at handelsvirksomheden var klarerer i henhold til toldkodeksen og dermed debitor for den toldskyld, som parterne var enige om var opstået.

Det var uden betydning for afgørelsen af, hvem der var klarerer, om den told, der blev betalt af varerne ved indfortoldningen, blev betalt af speditøren, handelsvirksomheden eller af vareleverandørerne.

Skatteministeriet blev derfor frifundet for handelsvirksomhedens påstand om, at kravet var uberettiget.

Handelsvirksomheden gav dog stadig ikke op og indbragte sagen for Højesteret, der startede med at henvise til, at det følger af toldkodeksens artikel 201, stk. 3, at debitor i henhold til toldangivelsen var klarereren.

I artikel 4, nr. 18, defineres klarereren som den person, der foretager toldangivelse i eget navn, eller den, i hvis navn toldangivelse foretages. Efter reglerne i toldkodeksens artikel 5 er der adgang til at lade sig repræsentere af andre over for toldmyndighederne. Efter artikel 5, stk. 2, kan et repræsentationsforhold være enten direkte eller indirekte.

Et direkte repræsentationsforhold foreligger, når repræsentanten handler i en anden persons navn og for en anden persons regning, jf. bestemmelsens 1. led.

Et indirekte repræsentationsforhold – som efter det oplyste ikke anvendes i Danmark – foreligger, når repræsentanten handler i eget navn, men for en anden persons regning, jf. 2. led.

Efter artikel 5, stk. 4, 1. afsnit, skal repræsentanten bl.a. erklære at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og i bestemmelsens 2. afsnit er det fastsat, at en person, der ikke afgiver en sådan erklæring, anses for at handle i eget navn og for egen regning.

Højesteret henviste til, at det følger af EU-Domstolens praksis, at status som debitor i henhold til en toldangivelse er en retsvirkning, der følger i og med den formelle angivelse. Endvidere har Domstolen i sin praksis fastslået, at toldkodeksen på udtømmende vis regulerer retten til toldrepræsentation. I samme dom fastslog Domstolen, at det følger af artikel 5, stk. 4, 2. afsnit, at repræsentationen skal være udtrykkelig og ikke kan formodes (dommens præmis 31).

Der var mellem parterne enighed om, at speditøren - som havde udfyldt de omhandlede toldangivelser - havde været enten klarerer selv eller direkte repræsentant for handelsvirksomheden som klarerer, og at det derfor enten var speditøren eller handelsvirksomheden, som var rette tolddebitor.

I toldangivelsernes rubrik 8 var under den fortrykte overskrift ”Modtager” angivet ”Handelsvirksomheden”, efter det oplyste i de fleste tilfælde med en c/o-adresse hos speditøren.

I rubrik 14 med den fortrykte overskrift ”Klarerer. Repræsentant” eller ”Klarerer/Repræsentant” var anført ”Speditøren” tillige med angivelse af selskabets CVR- eller SE-nummer.

Herefter delte de fem Højesteretsdommere sig i to lejre: Tre dommere henviste til, at da speditøren hverken i rubrik 14 eller et andet sted i toldangivelserne udtrykkeligt havde anført at være repræsentant for handelsvirksomheden, fandt de, at speditøren ikke kunne anses for at have afgivet en erklæring svarende til den, som kræves efter toldkodeksens artikel 5, stk. 4, om at handle på en anden persons vegne.

På den anførte baggrund fandt de, at speditøren måtte anses for klarerer og dermed tolddebitor. Speditøren anførte da også sit eget CVR- eller SE-nummer i toldangivelsernes pkt. 14 i overensstemmelse med Skats dagældende toldvejledning pkt. A.2.1 om udfyldning af fortoldningsangivelsen, hvori det om rubrik 14 hed, at der skulle anføres CVR/SE-nummer på den juridiske enhed, som foretog fortoldning i eget navn, eller den, i hvis navn fortoldningen foretages.

De tre dommere stemte derfor for at tage handelsvirksomhedens principale påstande til følge.

De sidste to dommere henviste til, at speditøren i den periode fra 1999 til 2001, som sagen vedrørte, udfyldte toldangivelsernes rubrik om ”klarerer/repræsentant” med sit eget navn uden at angive, om man over for toldmyndighederne var klarerer eller (direkte) repræsentant, og dette kunne heller ikke i øvrigt udledes af toldangivelserne, hvor modtager i de fleste tilfælde var anført som ”Handelsvirksomheden” c/o ”Speditøren”.

De to dommere fandt, at de formelle toldangivelser under disse omstændigheder efterlod en sådan tvivl om, hvem der var den rette tolddebitor, at der måtte lægges vægt på oplysninger om relevante faktiske forhold, selv om de ikke fremgik af toldangivelserne.

Det blev herved bemærket, at der ikke efter EU-Kommissionens vejledning om udfyldelse af toldangivelser var noget til hinder for, at speditøren som anført af landsretten f.eks. kunne have afklaret spørgsmålet ved at overstrege det ord, som ikke var relevant, eller gøre en tilføjelse. Såfremt speditøren havde angivet sig selv som repræsentant uden at præcisere, hvem man repræsenterede, ville toldmyndighederne have haft anledning til at kræve dokumentation i form af en fuldmagt, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4 og 5.

Under hensyn til den klart affattede fuldmagt, som handelsvirksomheden underskrev efter ønske fra speditøren, og som efter bevisførelsen måtte anses for alene at bekræfte parternes hidtidige forhold, tiltrådte de, at speditøren måtte anses for at have været repræsentant og handelsvirksomheden klarerer. De lagde herved vægt på, at der ikke efter bevisførelsen i øvrigt var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den underskrevne fuldmagt ikke var reel. Som anført af landsretten var de øvrige aftaleretlige forhold mellem parterne under disse omstændigheder uden betydning for forholdet til toldmyndighederne.

Men da de tre andre dommere var nået til det modsatte resultat, blev resultatet altså, at handelsvirksomheden vandt sagen med det alleryderste af neglene og dermed blev frifundet og fik tilkendt et større omkostningsbeløb for Højesteret og for landsretten.