Ny flot bog om danske lastbiler
Godt julegaveemne til dem der interesserer sig for dansk transporthistorie.
Forfatter Niels Rasmussen har for kort tid siden udsendt sin anden bog om danske lastbiler. Bogen, der er flot lavet og samtidig er en fortsættelse af bogen Danske Lastbiler fra 2011, hedder Danske Lastbiler vol. 2.
Bogen indeholder en kort omtale samt tilhørende fotos af 77 danske vognmandsfirma, hvoraf mange ikke længere eksisterer.
Slår man eksempelvis op på side 84 finder man en god omtale med tilhørende fotos af vognmandsfirmaet Morten Rahbek Int. Transport A/S, der i mange år hørte til i eliten blandt danske eksportvognmænd. Firmaet blev grundlagt i 1931 i Skjern og hørte op i 1997, hvor vognmand Niels Arne Østergaard afhændede aktiviteterne til HST i Padborg.
Dansk Lastbil vol. 2 er udgivet af forlaget Lastbilfoto i Vinderup.