Vognmænd utilfredse med trafikselskab
Uroen ulmer blandt nordjyske vognmænd efter NTs seneste udbudsrunde for flexkørsel af skolebørn, syge, ældre og handicappede i Nordjylland.
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Årsagen er, at flere vognmænd mener, at konkurrencen er skæv.
De beskylder unavngivne konkurrenter for ikke at overholde de gældende overenskomster på området, hvilket gør dem i stand til at afgive bud, der ligger langt under det, som de vognmænd, der overholder overenskomsterne, kan byde, hvis forretningen skal hænge sammen.
Ifølge fagforeningen 3F er og har der været eksempler på vognmænd, som ikke alene bevæger sig i gråzonen af det tilladte, men også over grænsen. 3F klandrer NT for ikke i tilstrækkelig grad at sikre, at det bliver undersøgt, om vognmændene kan overholde overenskomsten ud fra de bud, der gives.
En af de vognmænd, der føler sig presset på pris i kampen for kørsel, er Brian Bertelsen fra Frederikshavn Minibusser.
Ifølge hans oplysninger er der vognmænd, der i det skjulte ikke overholder overenskomsten. Men det burde være til at regne ud, hvem der har rent mel i posen, når man ser på priserne, mener vognmanden fra Frederikshavn.
- Jeg forstår ikke, hvorfor NT accepterer bud, som ligger så lavt, at det burde være til at regne ud, at vognmændene ikke kan overholde overenskomsten. På den måde er NT medvirkende til social dumping, siger Brian Bertelsen.
Hos NT afviser direktør Jens Otto Størup anklagerne fra 3F og vognmændene.
- For overhovedet at kunne afgive et bud på NT’s flexkørsel skal man have en godkendelse til kørsel fra Trafikstyrelsen. Den tilladelse bliver kun udstedt, hvis man skriver under på, at man overholder gældende overenskomst på området. Og når tilladelsen først er udstedt, kan NT ikke gøre andet end at stole på, at vognmændene også overholder aftalen, oplyser Jens Otto Størup, direktør for NT.