Veje for milliarder syltes
En kæmpestor syltekrukke indeholder lige nu vejprojekter på mere end 27 milliarder kroner, viser en opgørelse fra transportministeriet.
Alene i hovedstadsområdet mangler der 7,6 milliarder kroner til at gennemføre de projekter, som politikerne har sat på stand by.
Ifølge Jyllands-Posten beskyldes regeringen for at bruge alle pengene til kollektiv trafik, mens transportminister Henrik Dam Kristensen siger, at de mange udsættelser skyldes, at riget fattes penge.
Et af de steder, hvor de gerne vil have åbnet låget for syltekrukken er i Køge.
- Det betyder rigtig meget for hele Sjælland i virkeligheden, for der sidder så mange mennesker fast på motorvejen hver morgen. Der holder rigtig mange samfundskroner i kø, og det er for dårligt, siger Marie Stærke, borgmester i Køge.
- I stedet for at prioritere jyske motorveje med noget færre bilister, så synes jeg, man skulle prioritere der, hvor behovet er størst, og ikke tage så mange geografiske hensyn, siger borgmesteren.