TUC afviser kritik af AMU-kurser
Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen forlanger AMU-støtte retur for kurser, der ifølge styrelsens opfattelse ikke opfylder kravene til AMU-støtte.
En af Danmarks største udbydere af chaufføruddannelser til transportbranchen, TUC, skal AMU-støttemidler tilbage for to kurser. Det kræver Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der vurderer at kurserne ikke opfylder betingelserne for støtte. Det drejer sig om et 5-dages kursus i handicap-transport, der angiveligt er afviklet over to-tre dage, samt et kursus til chauffører fra Movia/Flextrafik, der angiveligt omfattede elementer, der ikke var støtteberettede. Alene i den sidste sag, skal Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen have krævet to millioner kroner betalt tilbage.
Det skriver Avisen.dk, der er ejet af fagbevægelsens medieselskab A-pressen A/S. Fagbevægelsen er stærkt kritisk over for den forrige regerings udliciteringstiltag på AMIU-området.
- Vi har uforholdsmæssigt mange sager inden for det private transportområde, og vi har uforholdsmæssigt mange alvorlige sager om TUC, siger kontorchef i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen Bente Ørum ifølge Avisen.dk.
Bestyrelsesformand i TUC A/S Morten Mathiesen afviser, at køreskolen bevidst har afviklet kurser i strid med reglerne.
- Sagen bunder alene i, at vi er uenige med styrelsen om nogle tekniske fortolkninger af regelgrundlaget, siger Morten Mathiesen til Avisen.dk.
Han henviser til en undersøgelse, som revisionsfirmaet Deloitte har foretaget af TUC's kurser for buschauffører i Movia/Flextrafik, der konkluderer at TUC's rapportering og indberetninger til myndighederne er i orden.