Lufthansa indfører ny økonomiklasse
Lufthansa forventes i dag at beslutte at indføre en fjerde klasse på sine langdistancefly.
Bestyrelsen i det tyske luftfartsselskab skal således, ifølge det tyske magasin Der Spiegel, i dag tage stilling til, om selskabet skal have en premium economy klasse.
Hvis bestyrelsen vender tommelfingeren opad vil Lufthansa langt om længe følge i hælene på en lang række konkurrenter, som har haft premium economy produktet i adskillige år. Hos British Airways kaldes produktet World Traveler Plus Class, mens Air France har navngivet det Premium Voyageur Class. Hos hjemlige SAS hedder premium economy-produktet Economy Extra.
Premium-sæderne skiller sig ofte ud fra den almindelige economy class ved at have bedre benplads, bredere sæder, strømstik og mulighed for at læne sædet en smule længere tilbage.