Boeing sætter nye rekorder
De kan næsten ikke få armene ned hos Boeing.
For selvom det er mere end 45 år siden at den første Boeing 737 lettede, så bliver verdens mest producerede passagerfly ved med at sælge. Og det i så højt et tempo, at Boeing i 2012 i gennemsnit rullede 8 fly om ugen ud fra fabrikkerne i Seattle, Washington. Det skriver check-in.dk.
I går rullede årets 737’er nummer 377 ud, og dermed slog Boeing rekorden fra 2010 i antal leverede fly på et år. Rekordflyet var en Boeing 737-900ER, som de næste mange år skal være arbejdshest på United Airlines’ amerikanske indenrigsruter.
Det er dog ikke den eneste rekord, som 737’eren satte i år.
I oktober blev rekorden for antal ordrer på et år slået. Indtil da var 2007 med dets 846 Boeing 737-ordrer det bedste år. Og flyets sælgere har ikke hvilet på laurbærrene. Således er antallet af 737-ordrer i 2012 oppe på 1.031. Det er første gang i flyets historie, at der er indløbet mere end 1.000 ordrer på et år.