Jernbanegods flyttes over Tønder
Fredagens togafsporing ved Farris mellem Vojens og Lunderskov får nu også konsekvenser for togdriften på Tønderbanen mellem Esbjerg og Tønder.
Godstogene, der normalt kører via Vojens, bliver fra tirsdag 4. december til fredag 7. december omdirigeret til Tønderbanen, og det betyder aflysning af næsten alle tog mellem Ribe og Tønder, skriver jv.dk.
Halvdelen af togene mellem Ribe og Esbjerg er også aflyst. De aflyste tog bliver erstattet af busser oplyser Martin Wex, der er kommunikationschef hos Arriva.
Nye sveller er snart klar til at erstatte de ødelagte, fortæller sektionschef i Banedanmark Steen Kristensen.
- Vi er i fuld gang med at køre sveller ud nu. Det er sådan så vi i øjeblikket er ved at opstille en skurby og entreprenøren er ved at komme 100 procent på plads,, siger Steen Kristensen og meddeler at Banedanmark heldigvis har sveller nok på lager til at reparere sporet.
Dog vil han endnu ikke sige noget om, hvornår togene kan køre på strækningen igen.
Det ødelagte jernbanespor mellem Vamdrup og Vojens koster industrien herhjemme dyrt, fortæller branchedirektør i Dansk Industri Michael Svane.
I mellemtiden er eksport og import via jernbane gået næsten i stå, oplyser Michael Svane til P4 Syd, og det rammer ikke kun danske virksomheder.
- Både i Sverige og Norge er man bekymrede, for mange virksomheder plejer at sende deres produkter til det øvrige Europa via dette jernbanespor, siger Michael Svane.
Og virksomhederne kan ikke bare sende deres varer via Rødby Puttgarden, da Storstrømsbroen er i så dårlig forfatning, at togtrafikken den vej er meget begrænset.
Michael Svane har endnu ingen tal på, hvad det ødelagte spor koster industien herhjemme.