Lufthansa-chef kritiserer SAS-ansatte
Europæiske luftfartsansatte holder ofte alt for desperat fast i deres løn- og arbejdsvilkår - uanset hvordan det går for selskaberne.
Det mener Lufthansas topchef, Christoph Franz.
- Så længe du ikke er tæt på en konkurs, er det umuligt at få de ansatte til at gå med til drastiske nedskæringer. Spørgsmålet er, om ikke de europæiske arbejdstagervilkår er for ufleksible, til at selskaber kan tilpasse sig til en ændret markedssituation, siger Christoph Franz til check-in.dk.
De markante lønnedgange, som SAS og selskabets flyvende personale blev enige om i sidste uge, er blevet bemærket på direktionsgangen hos SAS' nære samarbejdspartner.
- Når det er nødvendigt med barske forhandlinger med en meget kort tidsfrist, som vi så det mellem SAS og dets fagforeninger, så er det et udtryk for et meget dårligt forhold mellem virksomheden og medarbejderne, påpeger Christoph Franz.