Air Canada udvider i CPH
Den 25. juni 2010 etablerede Air Canada sig for tredje gang indenfor en 11-årig periode på ruten fra Toronto til København.
Første gang var fra maj 1999 til slutningen af september 2001. Et nyt forsøg blev gjort i maj 2003, men ruten lukkede igen ved årets udgang.
Nu lader det til, at ruten for alvor er ved at bide sig fast. I sommertrafikprogrammet flyver Air Canada dagligt på ruten, mens vintertrafikprogrammet fastholdes med tre ugentlige afgange som de foregående år.
Fra den 2. august næste år vil Air Canada indsætte større fly på ruten, skriver check-in.dfk.
Dermed udvides sædekapaciteten med 25 procent fra 2.954 sæder om ugen til 3.710 sæder. Antallet af tilgængelige Executive First Class sæder stiger fra 24 per afgang til i alt 37. Den største ændring sker på Economy Class, hvor antallet af sæder udvides fra 187 til 228 per afgang.