Arabere kigger på SAS-piloter
Flyselskabet Etihad er herhjemme nok mest kendt som hovedsponsor for det nyrige fodboldhold Manchester City, der ligesom flyselskabet ejes af Abu Dhabis emir-familie.
Men det hastigt ekspanderende Etihad er nu på vej til at blive hjem for en række SAS-piloter, og nære bånd mellem de to selskaber er blevet udviklet de seneste måneder.
Etihad og SAS holdt i går roadshow på Hedegaardsvej på Amager, hvor interesserede SAS-piloter kunne høre om de særdeles lukrative forhold, som Etihad kan tilbyde. Og da SAS har for mange piloter, fordi redningsplanen øger produktiviteten, er der tale om en win-win-situation, hvor SAS kan spare penge ved at give piloterne orlov til at flyve for Etihad i tre år.
- Idéen blev skabt, da vi begyndte at arbejde med ændringerne til overenskomsterne. Etihad mangler erfarne og dygtige piloter, og vi har fordel af, at piloter i en periode kan flyve for Etihad og løse problemet med, at vi ville få for mange piloter. Det er bedre for os at give piloter orlov, og desuden bevarer vi kontakten til piloterne, så det er et rigtig godt match, forklarer Flemming Jensen, driftsdirektør i SAS.
Berlingske Business er i besiddelse af dele af roadshow-materialet, der viser, at en kaptajn på langdistanceflyvningerne vil få en månedsløn på hele 80.000 svenske kroner, vel at mærke efter skat og boligomkostninger, mens en lignende stilling i SAS vil give ca. 30.000 svenske kroner efter skat og boligudgifter. Ikke mindst fordi skatten er nul i Abu Dhabi.
Det forventes især at være de dyre piloter, som kan gå direkte ind som kaptajner på langruter, der vil være interesserede, og dermed kan SAS sende en del piloter med årlige millionlønninger videre uden at have nogle udgifter ved det.