Brug den nye Sikringsmanual
En opdateret og forbedret udgave af Sikringsmanualen er nu tilgængelig for virksomheder, der ønsker at gøre en indsats for at sikre deres ejendomme og materiel.
Sikringsmanualen er målrettet transportvirksomheder, men den kan sagtens bruges af andre brancher.
Sikringsmanualen giver gode råd om bl.a. hegn og porte, adgangskontrol, sporingssystemer, nøglesikkerhed, belysning, tryghedsvandringer, erhvervsnabohjælp og meget andet.
Efter den første udgave udkom i oktober 2010, er der mange virksomheder, der har haft stor nytte af sikringsmanualen, og i den nye udgave er der også et afsnit med test fra de virksomheder, der har haft god brug af manualen.
- Vi investerede en halv million kroner i sikring. Jeg ville ønske at vi havde gjort det noget tidligere. Det ville have sparet os for en del ærgelser og penge. Investeringen tjente sig selv hjem indenfor et år, så jeg kan kun anbefale at være proaktiv omkring sikring”, siger Allan Jepsen adm. direktør i Contino.
Indsatsen i Padborg omkring kriminalitetsforebyggelse og i særdeleshed omkring sikring lyser efterhånden op i resten af Danmark, som et godt eksempel på, hvor meget der egentlig kan gøres, hvis virksomhederne står sammen og i samarbejde med kommunen får lagt nogle retningslinjer, som kan følges af alle.
Det nyeste tiltag, som også er beskrevet i Sikringsmanualen er erhvervsnabohjælpen, der har fået rodfæste i Padborg og dermed gør byens virksomheder til foregangsmænd for resten af landet.
Som Christian Østergård, Syd- og Sønderjyllands Politi, sagde det på årets sikringskonference i september:
- Det kan godt være at I kæmper mod hinanden til daglig, men når det gælder kriminalitetsforebyggelse, må I stå skulder mod skulder.
Sikringsmanualen er et samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi, ITD, Erhvervenes Hus Aabenraa og Det Kriminalpræventive Råd med støtte fra FDE Fonden.
Sikringsmanualen er opdelt i tre elementer:
Tjekliste – hvad gør du for at sikre din virksomhed mod indbrud – gode råd om sikring og dynamisk notesbog, hvor du kan notere din sikringspolitik eller mangel på samme.