Hotelrig på vej til Fayard
Reparationsværftet Fayard på Lindø har sikret en stor ordre på renovation af norsk hotelrig.
Det norske boreselskab Dolphin Drilling har valgt at sende en stor hotelrig til renovation på Fayard ved Odense. Det vil ifølge DR P4 Fyn sikre arbejde til 250 mand i godt og vel en måned.
Hotelriggen er 110 meter lang, 70 meter bred og har beboelses- og opholdsfaciliteter til 274 ’borebisser’. Bruttotonnagen er oplyst til lige under 15.000 ton.
- Nu kan vi også fortælle, at en af de største rig-operatører ønsker at komme til vores værft. Så er det lettere også at forklare andre rederier, at mulighederne er der, og at der er nogle, der allerede gør brug af dem, fortæller skibsbygger og værftsejer Thomas Andersen fra Fayard til DR P4 Fyn.
Det er første gang Fayard har haft held til at lokke en bore-rig til værftets selv. Fayard har tidligere være hovedentreprenør på reparationer af borerigge på havnene i Hirtshals og Esbjerg.