Det var fem minutter før lukketid: SAS var presset til det yderste, men det værste er afværget – i første omgang.

SAS er det bedste bevis på, at danske – og måske endda nordiske – virksomheder ikke længere er konkurrencedygtige i den hårde internationale konkurrence.

Derfor er beskeden klar til medarbejderne i disse dage: gå 20 procent ned i løn eller risiker, at din arbejdsplads lukker og du mister arbejdet.

Det er en barsk besked – men den er nødvendig.

Spørgsmålet er, om SAS får succes med sin håndtering af krisen. Hvis vi om føje tid kan svare ja, så rejser det næste spørgsmål sig straks i slipstrømmen: Kan SAS-modellen komme til at danne skole?

Luftfartselskabet er nemlig ikke det eneste, der er presset i den internationale konkurrence mod lave udenlandske lønninger. Vi nævner i flæng: Danske industrivirksomheder, landbruget, landevejstransporten, detailhandlen – forlæng selv listen.

Derfor hersker der næppe nogen tvivl om, at den danske fagbevægelse vil lægge pres på fagforeningerne i SAS. For giver SAS-medarbejderne sig, er det måske starten til en lavine af gå-ned-i-løn-henvendelser fra pressede danske brancher til deres ansatte.

Fagforbundene bryster sig med den ”danske model”, hvor arbejdsmarkedets parter selv finder ud af at forhandle lønniveauet. Spørgsmålet er blot, hvor meget den danske model er værd, hvis der ikke længere er nogen modpart at forhandle med, fordi arbejdspladserne allerede er flyttet til udlandet.

På den front kan SAS-krisen være en skelsættende hændelse for hele det danske erhvervsliv. Måske tiden er kommet til at sende nye signaler til os danskere. Som en erhvervsleder sagde til mig forleden: danskerne er for selvfede og tilfredse.

Den lader vi lige hænge lidt i luften - og afventer i mellemtiden, hvordan fagforeningerne lander.