Vognmænd i retssag om trucking-spørgsmålet.

Ved udførelsen af en international vejtransport er transportøren som udgangspunkt underlagt CMR loven, der gælder for aftaler om vejtransport af gods med køretøj mellem flere stater, når befordringen udføres mod vederlag og efter fragtaftalen skal ske til eller fra Danmark eller mellem fremmede stater, af hvilke mindst den ene har tiltrådt den i Genève den 19. maj 1956 undertegnede konvention om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej.

Efter denne lovs § 24 bærer den transportør, som selvstændigt har påtaget sig at udføre en transport, et transportansvar således at transportøren er ansvarlig for beskadigelse, bortkomst og forsinkelse af godset, såfremt dette forekommer mens godset er i transportørens varetægt.

I mange tilfælde overgiver/viderekontraherer denne transportør imidlertid transportopgaven til en vognmand, som udfører transporten med eget køretøj. Man omtaler i dette tilfælde, hvor speditøren ikke selv udfører transporten, speditøren som kontraherende transportør. Speditøren, som jo netop har påtaget sig en transport i eget navn og for egen regning, bærer dog fortsat et transportansvar overfor sin kunde.

Den vognmand, som nu udfører transporten efter opdrag fra speditøren, omtales derimod som den udførende transportør. Vognmanden bærer ligeledes transportansvar, og speditøren kan derfor rette et eventuelt krav overfor kunden videre til vognmanden, der som den udførende transportør i sidste ende må bære omkostningen.

Til dette klare udgangspunkt gælder der imidlertid en særegen undtagelse, nemlig i det tilfælde hvor der foreligger ”trucking”. Ved trucking stiller vognmanden alene trækker og chauffør til rådighed, men vognmanden anses ved trucking ikke for at have påtaget sig et transportløfte i eget navn og for egen regning. Vognmanden anses ved trucking derfor blot for at have stillet materiel og mandskab til rådighed, men er derimod ikke i juridisk forstand en selvstændig underleverandør til ordregiveren, og kan derfor ikke holdes ansvarlig. Spørgsmålet bliver derfor hvornår der kan siges at foreligge trucking i den ovenfor nævnte forstand?

Sø- og Handelsretten har behandlet dette spørgsmål i en sag, hvor der skete tyveri af en trailer under et natligt ophold i Vejle.

I denne sag havde en speditionsvirksomhed påtaget sig transport af gods for fire kunder fra Taiwan til forskellige modtagere i Danmark. Godset blev samlet transporteret i en container til Hamborg Havn. Den sidste del af vejtransporten fra Hamborg Havn til modtagerne i Danmark blev overgivet til en vognmand, A, som viderekontraherede transporten til vognmand B. Selve transporten fra Hamborg Havn til Danmark udførtes af en chauffør, der var ansat i vognmand B’s tyske datterselskab. Det var dog vognmand A der instruerede chaufføren i forbindelse med transporten, ved at anvise afhentningssted samt tid og sted for levering.

Under vejtransporten måtte chaufføren overnatte i Vejle. I denne forbindelse frakoblede han traileren med containeren, som i løbet af natten blev stjålet.

Der opstod herefter uenighed mellem vognmand A og B, om hvem der i sidste ende skulle holdes ansvarlig herfor. I denne forbindelse gjorde vognmand A gældende, at vognmand B som den udførende transportør var ansvarlig i medfør af CMR lovens § 24, stk. 1. Vognmand B gjorde derimod gældende, at der var tale om trucking, med den konsekvens, at han derfor ikke bar noget selvstændigt ansvar.

Vognmand B’s synspunkt var således, at han alene havde stillet materiel og mandskab til rådighed, og derfor ikke skulle være ansvarlig som transportør, idet det var vognmand A der havde instrueret chaufføren. Vognmand A gjorde heroverfor gældende, at han alene havde udstukket de overordnede retningslinjer for transporten, og havde således blandt andet ikke haft indflydelse på valg af parkeringsplads til overnatning ligesom han ikke havde tegnet CMR-forsikring eller søgt godskørselstilladelse. I henhold til aftalen mellem vognmand A og B modtog vognmand B ikke en fast pris for transporten, men blev derimod afregnet med en fast sats pr. kørt kilometer.

Sø- og Handelsretten udtalte, at det forhold, at vognmand B blev afregnet pr. kilometer og ikke med en fast pris, og det forhold at chaufføren fik instruktioner direkte fra ordregiveren, vognmand A, ikke adskiller forholdet fra et almindeligt undertransportør-forhold, hvor den udførende transportør netop har transportansvar. Samtidig fastslog Sø- og Handelsretten, at det forhold, at vognmand B’s chauffør blev instrueret direkte fra vognmand A, ikke kunne medføre, at vognmand A havde overtaget instruktionsbeføjelserne i et sådant omfang, at vognmand B var frataget enhver selvstændig rådighed over opgaven.

Af denne dom kan dermed udledes, at den omstændighed, at der er direkte kontakt mellem den (mellem)kontraherende fragtfører, vognmand A, og chaufføren, ikke er tilstrækkeligt til, at der er tale om trucking.

Det betyder på ingen måde, at det ikke er muligt at indgå en aftale om ”trucking”. Dette er således fortsat en mulighed, hvor den udførende transportør ikke afgiver noget transportløfte, men alene stiller materiel og mandskab til rådighed. Der er dog tale om samlet vurdering, hvor en flerhed af faktorer indgår. I tilfælde som her, hvor den udførende transportør, vognmand B, i en vis udstrækning var direkte involveret i afviklingen af transporten, er der ikke grundlag for at statuere trucking.