Air France vil øge i Østeuropa
For en måned siden indgik Air France/KLM og airberlin en samarbejdsaftale, som også omfattede Etihad Airlines, der ejer knap 30 procent af airberlin.
Men Air France/KLM’s topchef, Alexandre de Juniac, synes ikke nødvendigvis at man skal stoppe ved det.
Han lufter således nu muligheden for at Air France/KLM og airberlin bliver deciderede partnere med sammenvævede rutenetværk. Juniac vil gerne bruge airberlin til at styrke det fransk-hollandske selskabs tilstedeværelse i Østeuropa og i Tyskland.
Air France/KLM samarbejder gennem SkyTeam-alliancen med rumænske Tarom og tjekkiske CSA Czech Airlines. Men selskabet selv står stadig svagt i det østlige Europa og på det vigtige tyske marked.
- Tyskland er et af de største markeder i Europa. Det ville derfor være rart med et feed med airberlin til Paris Charles de Gaulle lufthavnen, siger Alexandre de Juniac til Air Transport World.