Frasalg vil gå efter planen
Bestyrelsesformanden i SAS, Fritz Schur, er sikker på, at flyselskabets varslede frasalg kommer til at indbringe mindst 2,6 mia. kr.
Dermed kan aktieanalytikerne godt pakke deres skepsis sammen om udfaldet af selskabets bestræbelser på at frasælge aktiviteter. Det skriver avisen Børsen torsdag.
- Jeg er sikker på, at vi får 3 mia. svenske kr. (2,6 mia. kr.). Jeg tror også, at vi får mere. Det er klart, at ingen kan sige, hvad man får for et aktiv, man gerne vil sælge. Men der er allerede folk, der har vist interesse for de her dele, siger Fritz Schur til Børsen.
Det er det norske, regionale luftfartsselskab Widerøe, bagagehåndteringsvirksomhen SAS Ground Handling samt flymotorer og ejendomme, der er på salgslisten.