SAS snart klar med nye ruter
I 2012 har SAS åbnet over 30 nye ruter fra selskabets baser i København, Stockholm og Oslo.
Den ekspansive strategi vil fortsætte i 2013. Det afslørede bestyresesformand Fritz Schur på mandagens pressemøde umiddelbart efter, at bestyrelsen havde godkendt forudsætningerne for spareplanen.
Allerede på nuværende tidspunkt foreligger der delvist bekræftede og ubekræftede oplysninger om de kommende 37 ruter, der forventes åbnet i 2013.
SAS har allerede bekræftet, at man fra 8. april næste år vil flyve seks gange ugentligt til San Francisco fra København. Herudover er det tidligere annonceret, at selskabet genåbner ruten til Newcastle fra 4. februar næste år. Ubekræftede forlydender vil herudover vide, at Budapest og Prag er i planerne for kommende ruter fra København.
- Vi forventer at annoncere de nye ruter allerede torsdag i denne uge, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til check-in.dk.