Stor dusør i skudsag
Siden 2008 har en ukendt gerningsmand affyret hundredevis skud mod nye biler på autotransportere.
Siden 2008 er der blevet skudt over 700 gange mod autotransporterne i Tyskland, og frygten for, at der på et tidspunkt sker ”noget værre” end huller i de nye biler, har nu fået det tyske BKA til at udsætte en dusør på 100.000 euro – 750.000 kroner.
Faren ved skyderierne er øget, eftersom gerningsmanden siden maj i år er begyndt at bruge et gevær med større kaliber. Tidligere benyttede han det mindre .22 kaliber, som er ammunition, der bruges af sportsskytter, jægere mm.
Men nu skyder gerningsmanden med ni millimeter patroner – og det kan være dødeligt, hvis skytten rammer personer i stedet for biler. I 2009 ramte gerningsmanden faktisk en 40-årig kvinde i halsen – hun blev hårdt kvæstet.
Hidtil er der blevet skudt på A3, A5 og A61 i delstaterne Bayern, Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz. Politiet formoder, at det er en lastbilchauffør, der skyder på modkørende autotransporter. Han skyder først og fremmest efter de nye biler på ladet af lastbilen, men har i enkelte tilfælde også ramt selve lastbilen.
90 betjente er sat på sagen og politiet har undervejs kørt med en ”lokkedue-transport” – men uden held. Politiets største udfordring er, at skudhullerne ofte først opdages, når autotransporten ankommer til destinationen – og så er det svært at finde ud af, hvor skyderiet har fundet sted.