Sikker skibstrafik på Femern Bælt
Et døgnbemandet radarsystem skal overvåge og vejlede skibstrafikken under byggeriet af Femern Bælt tunnelen.
Det betyder, at sejladssikkerheden for de mange skibe i området vil være mindst lige så høj som i dag.
Danske og tyske søfartsmyndigheder planlægger nu at etablere et fælles VTS-system sammen med et allerede eksisterende system i Travemünde, der bl.a. overvåger ind- og udsejling til og fra Kiel-kanalen. Myndighedernes aktuelle planer baserer sig på en risikoanalyse foretaget af Femern A/S.
- Som ansvarlig bygherre for verdens længste sænketunnel føler vi hos Femern A/S en stor forpligtelse overfor de mange skibe, der sejler i Femern Bælt til daglig. Sikkerheden skal være høj, både for skibene og for vores medarbejdere, siger adm. direktør for Femern A/S, Claus F. Baunkjær.
Et Femern VTS-system placeret hos VTS Travemünde skal fungere på samme måde, som det gjorde under byggeriet af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund. Her blev der med succes etableret VTS-systemer, som medvirkede til at opretholde en høj sejladssikkerhed under hele byggeriet.
- I hele byggeperioden på Femern Bælt kommer vi i perioder til at fylde relativt meget i farvandet, og så skal søfolkene på skibene være 100 pct. sikre på, at sejladssikkerheden er mindst lige så høj som den altid har været. Det gælder både sikkerheden for den allerede eksisterende erhvervs- og fritidssejlads og for dem, der er beskæftiget med tunnelbyggeriet på havet,” siger Claus F. Baunkjær.
En optælling i 2006-2007 af det tæt befærdede farvand viste, at ca. 47.000 skibe hvert år passerer Femern Bælt. Hertil kommer ca. 38.000 færger, som hvert år sejler mellem Puttgarden og Rødbyhavn.