SAS-licens i fare
Efter gennem længere tid at have set til fra sidelinjen, vil de skandinaviske luftfartsmyndigheder nu igangsætte en grundig gennemgang af SAS’ økonomi.
Undersøgelsen skal afgøre, om selskabet lever op til de krav der stilles for at få licens til at drive luftfartsselskab i EU.
Luftfartsmyndighederne vil igangsætte undersøgelsen selvom det skulle lykkes SAS-ledelsen og fagforeningerne at komme til enighed om den spareplan, som ifølge ledelsen kan redde luftfartsselskabet.
- Vi vil gå ind og se på detaljerne i det her. Vi må få en gennemgående vurdering, og vi kommer til at se på, om dette er en bæredygtig løsning, sagde Ole Martin Erikstad, juridisk direktør i det norske luftfartstilsyn, søndag aften til den norske nyhedstjeneste E24 inden aftalen var indgået.