SAS: Danske kabineansatte har ikke sagt ja - endnu
I løbet af natten mellem søndag og mandag indgik syv ud af otte fagforeninger aftaler med SAS-ledelsen om milliardbesparelser.
Tilbage står de danske kabineansatte, der mandag formiddag stadig ikke har skrevet under.
Siden torsdag har SAS-ledelsen forhandlet med de otte fagforeninger, der repræsenterer det flyvende SAS-personale, om nye overenskomstaftaler som led i SAS-ledelsens storstillede spareplan. Deadline var sat til søndag kl. 23.59. Men først efter deadline lykkedes det at få de første aftaler på plads.
Tilbage mandag formiddag manglede SAS-ledelsen stadig at indgå aftaler med de danske kabineansatte, Cabin Attendants Union (CAU).
Selvom det skulle lykkes SAS-ledelsen at få en aftale på plads med alle fagforeninger, skal aftalerne i sidste ende godkendes af SAS-bestyrelsen.
SAS-aktien steg med 26 procent til 6,20 kroner ved Fondsbørsens åbning.
Efter en halv times handel var stigningen dog begrænset til 5,80 kroner - en stigning på 17,6 procent.