Jernbanebro yderligere forsinket
Der kommer med al sandsynlighed først til at køre tog over Limfjorden før efter nytår. Det skriver Nordjyske Stiftstidende søndag.
På Søfartsstyrelsens hjemmeside fremgår det, at arbejdet med at montere en ny broklap fortsætter indtil februar 2013, og NORDJYSKE erfarer også, at man i Trafikministeriet først regner med tog over broen i det nye år.
Banedanmark har tidligere meldt broen klar til dog sidst i oktober. Det blev så rykket til 19. november og senest udskudt igen til ”tidligst 26. november”.
Men den tidsfrist holder ikke, erkender administrerende direktør i Banedanmark, Jesper Hansen, der dog ikke vil ud med et nyt tidspunkt for, hvornår jernbanebroen er klar.
- Der har været meldt for mange datoer ud, som ikke har holdt. Det har vi lært af, siger han og vil ikke engang komme med et bud på, om jernbanebroen er klar før eller efter jul.