23948sdkhjf

Fiat Power Train leverer til industri og landbrugsmaskiner

Motorerne til New Hollands entreprenørmaskiner produceres i Torino på Fiat Power Train, hvor der årligt ruller 200.000 dieselmotorer af samlebåndene.

Motorerne til New Hollands entreprenørmaskiner produceres i Torino på Fiat Power Train, hvor der årligt ruller 200.000 dieselmotorer af samlebåndene.



Det er her, den nye Tier 4 motor uden behov for partikelfilter fremstilles. Robot efter robot, automatiske transportsystemer, elektroniske vogne med komponenter, der bevæger sig rundt efter en tråd i gulvet og enkelte medarbejdere, der fortrinsvis holder øje med de automatiserede processern.

I samleafdelingen på Fiat Power Train er der dog enkelte medarbejdere, der anvendte en hydraulisk skruenøgle.

Sådan er billedet af den gigantiske og højt automatiserede motorfabrik i Torino, hvor størstedelen af dieselmotorerne til New Holland entreprenørmaskiner produceres foruden motorer til Iveco lastbiler, New Holland traktorer og mejetærskere, marinemotorer samt motorer til en lang række andre fabrikater, som køber motorer hos Fiat Power Train.

1000 ansatte på 60.000 kvadratmeter

Motorfabrikken omfatter 60.000 kvadratmeter, men der er bare 1000 medarbejdere inklusive ingeniører og fabriksadministration. Blot 1000 medarbejdere til at producere op til 750 motorer i døgnet siger alt om den høje automatiseringsgrad. Ca. 50 % af arbejdsprocesserne er fuldt automatiserede, og der ses langt flere medarbejdere med papirer i hånden end med skruenøgler.

I den ene ende kommer de råstøbte motorblokke samt komponenterne ind, og i den anden ende kommer 1400 forskellige konfigurationer af dieselmotorer ud i intervallet fra 40 kW til 412 kW. På linjerne for produktion af selve motorblokkene samt cylindrene produceres løbende forskellige motorer.

Kontrolkoder sikrer, at robotterne ved, hvad de skal foretage sig med den enkelte motor og at de rigtige komponenter er til stede. I samleafdelingen hvor bl.a. de elektriske systemer monteres har en enkelt medarbejder ansvar for den enkelte motor.

Kvalitetskontrollen sker både manuelt og elektronisk. Samtlige motorer startes og testes i mindst tre minutter, mens 5 % af produktionen tages ud til en større manuel opmåling med meget lave tolerancetærskler.

Kørt siden 2000

Produktionsanlægget på Fiat Power Train er sat op i 2000 og udvikles løbende. Netop udvikling er ét af de stærke kort i Fiat Industrial, som består af New Holland Construction, Iveco og Fiat Power Train. Fiat Industrial har 188 produktionssteder over hele verden og investerede i 2011 1,7 milliarder euro i udvikling. Udviklingsindsatsen omfatter i høj grad også produktionsanlæggene, og eksempelvis er det også et Fiat-selskab, der fremstiller fabriksrobotterne.

De seneste år har der været stærk fokus på udvikling af en motor, der lever op til EU Stage III / US Tier 4 Interim, og den blev lanceret i 2011, som den eneste motor til entreprenørmaskiner, hvor der ikke anvendes partikelfilter. I stedet er Fiat Power Trains erfaringer med anvendelse af Ad Blue til lastbilmotorer overført til entreprenørmaskiner. Det betyder, at partiklerne fjernes direkte i forbrændingsprocessen, mens NOx gasserne fjernes i en katalysator ved en kemisk proces med Ad Blue. Dermed undgås recirkulering af udstødningsgassen kombineret med partikelfiltre, som ellers er vejen til leve op til miljøstandarderne. Det giver en markant besparelse på brændstofforbruget, som på læssemaskiner i praktiske test har været helt op til 25 % i forhold til sammenlignelige maskiner og for den nyeste 25 tons gravemaskine angives til 10 % i forhold til den hidtidige New Holland model.

Imponeret maskinchef

Maskinchef Henrik Christensen, GSV Materieludlejning har for nylig besøgt Fiat Power Train, og han var ganske imponeret af fabrikken.

- Det er en virkeligt professionelt drevet fabrik, og jeg var bl.a. imponeret af deres lagerstyring og hvor velordnet det hele var. Vi fik præsenteret deres procedurer, og det virker overbevisende. Jeg fik også indtryk at, at folk var stolte af at arbejde på Fiat Power Train, siger Henrik Christensen, som er meget optaget af de nye maskiners miljøstandarder.

- Det er rigtig vigtigt på flere måder. Vi vil gerne selv være en miljøvenlig virksomhed, og vore kunder efterspørger i høj grad miljøvenlige maskiner. På nogle anlægsarbejder senest Københavns Metro Cityring er der særlige krav om partikelfiltre eller tilsvarende lav emission fra maskinerne, og det skal vi naturligvis have maskiner, der kan leve op til, siger Henrik Christensen.

Når den endelige Tier 4 norm slår igennem i 2014 har Fiat Power Train og dermed New Holland allerede motoren klar. Den er færdigudviklet og praktisk talt klar til at blive sat i produktion på fabrikken i Torino, hvor der til den tid kan blive ekstra travlt. Flere andre maskinproducenter er på vej til at gå over til FPT-motorer for at leve op til miljønormerne og få andel i brændstofbesparelserne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078