BP betaler rekordbøde til USA
Det multinationale olieselskab BP har indgået forlig med USA's justitsministerium.
Det indebærer, at BP skal betale en bøde på 4,5 mia. dollars (26,3 mia. kr.) som erstatning for oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf, der fandt sted for over to år siden. BP havde ansvaret for olieplatformen Deepwater Horizon, som havarerede 20. april 2010 og efterlod en åben brønd på 1.600 meters dybde, der sendte millioner af liter råolie ud i havet.
Olien fossede ud i havet og førte til, hvad der vurderes at være den værste forureningskatastrofe i USA's historie.
Forliget betyder, at BP undgår en retssag.
Der er tale om den største bøde i USAs historie. Rekorden indtil nu havde medicinalkoncernen Pfizer - selskabet betalte i 2009 1,3 milliarder dollar (7,6 milliarder kroner) for marketing-snyd.