Norden holder fast
D/S Norden fastholder i regnskabet for tredje kvartal forventningerne til hele 2012, hvor der stadig ventes et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 110-150 mio. dollar.
Til sammenligning ventede analytikerne forud for regnskabet, ifølge estimater indsamlet af SME Direkt, at tørlast- og tankrederiet ville komme ud af 2012 med et EBITDA på 137 mio. dollar.
Der er heller ikke pillet ved forventningerne til de to forretningsområder. I tørlast forudser D/S Norden fortsat et EBITDA-resultat på 85-125 mio. dollar. I tank ventes stadig et EBITDA på 25-45 mio. dollar.
D/S Norden kom ud af tredje kvartal 2012 med et primært driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på 22,7 mio. dollar og et primært driftsresultat (EBIT) på -0,6 mio. dollar mod 36,0 mio. dollar og 14,9 mio. dollar i samme periode sidste år.
Rederiets omsætning landede på 555,2 mio. dollar i kvartalet mod 537 mio. dollar i samme periode af 2011, og resultatet efter skat steg til 16,1 mio. dollar fra minus 21,1 mio. dollar året før.