Cabotage: Få styr på dokumentationen
Ikke alle, der får en bøde for ulovlig cabotagekørsel, har kørt ulovligt - men de har ikke styr på deres papirer.
Lederen af rigspolitiets tungvognssektion Michael Balvist peger på problemer med de formelle cabotage-regler.
Når en udenlandsk lastbil får en bøde for ulovlig cabotage-kørsel, er det ikke ensbetydende med, at lastbilen faktisk har gennemført en ulovlig cabotage-kørsel. En stor del af de forseelser, som Rigspolitiets tungvognssektion noterer, er nemlig overtrædelser af de formelle regler – det vil sige dokumentationen for, at det er en lovlig cabotagekørsel. Det er blandt andet udfyldelse af fragtbreve, tilladelser, navne og registreringsnumre.
TTN har kendskab til en række sager, hvor virksomhederne har fået cabotagebøder for at overtræde de formelle regler, selv om de f.eks. via flådestyringssystemer kan bevise, at der er tale om en lovlig kørsel. Men fordi chaufføren har glemt at notere trailerens registreringsnummer på fragtbrevet, falder hammeren.
- Vi kan ikke se, om der er tale om sjusk, fusk eller uvidenhed – men ingen af delene fritager for straf, siger vicepolitikommissær Michael Balvits, leder af Nationalt Færdselscenter og dermed også Rigspolitiets Tungvognssektion.
Han peger på, at reglerne er nøje afstemt med Trafikstyrelsen.
- Da regeringen afsatte flere penge til kontrollen og vi satte ti mand på opgaven, manglede vi værktøjer til cabotage-kontrollen, forklarer Balvits.
Et af disse værktøjer er dokumentationskravet, som skal kunne forelægges ”snarest muligt”. Det vil sige, at chaufføren ved en kontrol skal kunne dokumentere, at hans kørsel er lovlig.
- Han må også gerne have det elektronisk, men det skal kunne vises ved at han stort set trykker på én knap, siger Michael Balvits, der forklarer, at moderne it og scanningsmuligheder gør det for let at snyde, hvis chauffører og vognmænd fik længere tid til at fremskaffe dokumentation fra f.eks. kontoret.
UdfordringMichael Balvits lægger ikke skjul på, at cabotagekontrollen ind i mellem er en udfordring med fremmedsprogede chauffører og dokumenter.
- Mange af dem kender ikke reglerne og de ved slet ikke, at de kører ulovlig cabotage. Der er nogen, der planlægger for dem, og så kører de bare og tjener gode penge i forhold til hvad de kunne tjene derhjemme, siger Michael Balvits.
Til danske vognmænd og speditører, der bruger udenlandske underleverandører, har han et godt råd:
- Få styr på dokumentationen, for det er den, der er udgangspunkt for vores kontrol, og det er her vi ser de store forsømmelser, siger Michael Balvits.