Danske havne kan skabe vækst
De danske havne og maritime virksomheder kan rigtigt meget selv.
Men det halter med vejnettet til og fra havnene. For at danske havne kan fortsætte væksten skal der udvides med et større og bedre vejnet. I både store og små havne er behovet klart, der er brug for en bedre infrastruktur.
- Der er gevinster ved alle projekterne i Havnepakke 3. Den væsentligste gevinst er, at infrastruktur til havne sikrer vækst, udvikling og sammenhængskraft, udtaler formand for Danske Havne, Uffe Steiner Jensen.
Danske Havne har selv i Havnepakke 3 udarbejdet forslag til infrastruktur, der er klar til at blive udført i 2013. Forarbejdet er gjort – kommunerne har pengene, så vi håber, at landspolitikerne vil hjælpe til og afsætte de resterende midler, så trafikale flaskehalse i byer og opland undgås.
Frem mod 2020 udvider havnene med yderligere 10 millioner kvadratmeter nye arealer, og havne og virksomheder investerer mere end 15 milliarder kroner i samme periode. 60.000 personer arbejder direkte eller indirekte i danske erhvervshavne.