Norske gæster bliver længere
Nordmænd er gode til at bruge penge, når de er på tur. 1000 kroner per gæst siger erfaringen.
Derfor kan butikker og restauranter i Frederikshavn se frem til en meromsætning på godt 20 millioner kroner i 2013, når Stena Lines nye sejlplan træder i kraft. Oslo-færgen Stena Saga bliver fra 7. januar liggende hele mandagen i færgelejet i Frederikshavn. Det betyder, at passagererne kan bruge tiden fra kl. ca. 8.00-18.00 på shopping og oplevelser.
Det oplyser Stena Lines danske direktør Carsten Kruse og turistchef Pauli Jørgensen fra Frederikshavn til nordjyske.dk.
I de 40 uger, hvor Stena Saga bliver liggende hele mandagen i Frederikshavn, forventer rederiet at sejle med 20.000 gæster, altså et snit på 500.
Stena Saga flytter i samme forbindelse færgeleje i Frederikshavn. Fra 2013 rykker den over i Color Lines tidligere færgeleje.
Beslutningen om at placere Oslo-færgen i sit eget færgeleje, giver Stena Line mulighed for at flytte Stena Jutlandica’s afgang til Göteborg fra kl. 7.15 til 8.00.
- Det vil især glæde passagerer og fragtkunder i Midtjylland. Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse, vi har lavet med deltagelse af 5.000 kunder, oplyser Carsten Kruse.