Is driller skibsførere
Ekstraordinært høje koncentrationer af gletsjeris ved den grønlandske vestkyst i 2011 og 2012 har gjort, at Royal Arctic Lines sejlads med gods er blevet vanskeligere.
Det har betydet at godset ofte leveres til byerne med forsinkelse.
- Gletsjerisen er svær at bryde, selv for isforstærkede skibe. Der skal også gode manøvreegenskaber og stor maskinkraft til. Kan man ikke sno sig forbi, kan det blive nødvendigt at sætte stævnen stilfærdigt mod en skosse og så skubbe den væk, siger Gert Bjerre, skibsfører på Royal Arctic Lines containerskib Irena Arctica til DMI.
De to sidste forår og somre er mængden af gletsjeris blandt andet i området ved Ilulissat Isfjord øget. Dens udstrækning har også været større end set i tidligere sæsoner. Det har betydet at containerskibene undertiden har måttet sætte farten ned til mellem to og fem knob.
Isens koncentration og drift er uden for menneskenes magt, men alligevel opretholder containerskibene en intensiv sejlads året rundt. DMI’s Istjeneste forsyner løbende skibsfarten med oplysninger om isforholdene primært i Sydgrønland. Det sker med iskort og satellitfotos.