En håndfuld nye til DLG
MTDK A/S i Randers har netop færdiggjort leveringen af fem nye AMT fireakslede tippeladtrailere til DLG.
Trailerne, der er designet og opbygget således så de udnytter de nu gældende regler for 54 tons vogntogsvægt, er udstyret med fire 9 tons BPW aksler med tromlebremser, hvoraf de forreste 3 aksler er faste mens den 4. aksel er medstyrende.
Dækdimensionen er 385/65 R22,5 på stålfælge, renseanlægget er et Knorr EBS med RSP‐program, som modvirker vælteulykker. Der er også hæve/sænke‐ventil på luftaffjedringen, så højden kan tilpasses.
Tipkassen, der har et rumindhold er 60 m3, er blandt andet udstyret med luftstyret kornlem der fungerer ved hjælp af en luftcylinder.
Af andet valgt udstyr kan nævnes liftaksel på 1. og 4. aksel, der virker ved hjælp af en magnetventil og en kontakt, hvilket gør det muligt kortvarigt som igangsætningshjælp og ved manøvrering at hæve akslerne ved lav hastighed.
En anden vigtig finesse er den automatiske rullepresenning, som er opbygget og monteret ved Spørring Karrosserifabrik. Det udløser en brændstofbesparelse i størrelsesordenen ca. 14 % ved altid at have presenningen lukket til under kørsel. Samtidig giver det avancerede system en væsentlig tidsbesparelse ved havnekørsel til lager hvor presenningen lægges af og på op til 20 ‐ 25 gange om dagen. Man kan spare ca. 3 minutter pr. af- og pålægning af presenningen.
Desuden er der monteret to vibratorer under bunden. Tipper man af i en hal hvor der ikke er højde nok til at tippeladet kan gå helt i top, kan bunden tømmes helt ved hjælp af vibrationerne.
Alle de ekstra funktioner er ført over fjernbetjening, så chaufføren kan styre rullepresenning, kornlem og tippeladet hvor end han befinder sig i nærheden af traileren.