Gældssaneret - og stadig transportleder
Opmærksomme læsere har gjort TTN opmærksom på, at busselskabet YT Holding ApS, Slagelse har en transportleder der netop er blevet gældssaneret.
I går kunne vi fortælle læserne at Christian Engelhardt Nisted Thomsen, der også er transportleder hos busselskabet YT Holding ApS, Slagelse, netop har fået en gældssanering, hvor han har fået barberet mere end 23,7 mio. kr. væk ud af en samlet gæld på 23,9 mio. kr. - samtidig med at han også har fået fem års kredit på betalingen af de resterende knap 170.000 kr.
Der spørges fra læserside blandt andet til, hvordan det kan lade sig gøre både netop at have fået gennemført en gældssanering og så samtidig være ansvarlig transportleder i et busselskab med fire tilladelser til buskørsel.
TTN har derfor spurgt hos Trafikstyrelsen om det er efter reglerne.
- Der er ingen problemer efter vores opfattelse. En transportleder i et selskab skal ikke opfylde krav til egenkapital, men må blot ikke have betydelige restancer til det offentlige, siger chefkonsulent i Trafikstyrelsen, Center for Transportmarkeder, Lis Caspersen.
- En gældsanering viser tilbage til tidligere ”synder”, som der er gjort op med i forbindelse med vores godkendelse af den pågældende som transportleder, forklarer hun.