Millionsag: Østre Landsret tillader russisk rederi at inddrive krav hos dansk befragter.

Det er ikke altid helt oplagt, hvor en retssag skal foregå, når to eller flere parter er blevet uenige om dette. Det afhænger i udgangspunktet af, hvad der oprindelig er aftalt og ellers af de internationale værnetingsregler. Det samme gælder lovvalget – altså hvilket lands retsregler, der skal finde anvendelse på opgørelsen af et mellemværende.

Ofte vil man komme ud for, at den part, som får medhold i en rets- eller voldgiftssag i sit ”eget” land, efterfølgende skal en tur til udlandet for at hente pengene.

Hvis kravet skal inddrives i Danmark, sker det med fogedrettens hjælp og fogeden skal starte med at påse, om en afgørelse kan fuldbyrdes her i landet. Er der tale om en voldgiftskendelse, har vi her i landet en voldgiftslov, der i § 39 indeholder nogle bestemmelser for, hvilke ”krumspring” den part, som helst ikke vil af med pengene, kan gøre:

Hele øvelsen omkring anvendelsen af store dele af § 39 har netop været oprullet i en kæresag, hvor Østre Landsret skulle tage stilling til, om fogedrettens afvisning af at assistere ved fuldbyrdelsen af et tilgodehavende tilhørende et russisk rederi var i orden.

Den meget omfattende sag hidrørte fra en befragtningsaftale om transport af olie indgået mellem en dansk befragter og et russisk rederi og da aftalen som følge af en række forskellige forhold endte i en konflikt, blev sagen afgjort ved ikke mindre end 8 voldgiftskendelser afsagt af MAC (the Maritime Arbitration Commission under the Chamber of Commerce and Industry of the Russian Federation). Voldgiftskendelserne tilkendte det russiske rederi 1,4 millioner USD og da den danske befragter nægtede at opfylde kendelsen, henvendte rederiet sig til en fogedret i Danmark, der i første omgang afsagde kendelse om, at voldgiftskendelserne fra Rusland ikke kunne effektueres i Danmark.

Både for fogedretten og senere for Østre Landsret fremkom befragteren med en lang række indsigelser, hvoraf nogle af dem direkte relaterede sig til nogle af de konkrete og oven for citerede bestemmelser i voldgiftsloven.

Den første af disse indsigelser vedrørte spørgsmålet, om befragteren havde været ude af stand til at fremføre sin sag for MAC, således som det er beskrevet som voldgiftlovens § 39, st. 1, nr. 1, litra b.

Landsretten henviste til, at fuldbyrdelse ifølge bestemmelsen kan nægtes hvis den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer eller om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag.

Det var ubestridt, at befragteren blev underrettet om voldgiftssagernes behandling og om udpegning af voldgiftsdommere.

På det tidspunkt, hvor sagerne blev behandlede i Rusland, havde nogle af de personer, der stod bag det danske befragtningsfirma, indrejseforbud i Rusland og argumentet var derfor, at de ikke havde haft mulighed for at varetage firmaets interesser under voldgiftssagen, men landsretten afviste argumentet, bl.a. under henvisning til at firmaet var fuldt ud og godt repræsenteret ved dets advokat.

Befragteren gjorde dernæst i henhold til § 39, stk. 1, nr. 1, litra c gældende, at MACs kendelser behandlede tvister, som ikke var omfattet af de aftaler, der var indbragt af rederiet for MAC, idet Termination Agreement af 20. juni 2007 omfattede samtlige krav mellem parterne, herunder de krav, som rederiet indbragte for MAC. Som følge heraf var også voldgiftsaftalerne mellem parterne ifølge befragterens opfattelse ændret, således at der var aftalt voldgift i London.

Under denne indsigelse blev flere aspekter behandlet, men landsretten slog bl.a. fast, at bevisbyrden for, at MAC ikke havde haft kompetence til at behandle tvisterne, og at fuldbyrdelse derfor skulle nægtes i medfør af voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra c, påhvilede befragteren.

De certepartier, der lå til grund for de krav, rederiet havde rejst mod befragteren, indeholdte voldgiftsklausuler, hvorefter tvister mellem parterne skulle behandles ved MAC. Spørgsmålet var herefter, om disse voldgiftsklausuler var ændret eller ophørt ved Termination Agreement.

Et springende punkt var, at parterne ud over de oprindelige certepartier også havde indgået en såkaldt Termination Agreement i forbindelse med samarbejdets ophør og på baggrund af forskellige faktuelle forhold, fandt landsretten det ikke godtgjort, at denne Termination Agreement også indebar en opsigelse af de certepartier, der lå til grund for kravene omfattet af MACs kendelser, således at voldgiftsklausulerne heri ikke længere var gældende mellem parterne.

Derfor og bl.a. fordi landsretten ikke mente at kunne ”lægge afgørende vægt” på nogle vidneforklaringer afgivet af en medarbejder hos befragteren om formålet med Termination Agreement, fandt landsretten det ikke godtgjort, at voldgiftskendelserne behandlede tvister, som ikke var omfattet af parternes aftaler om voldgift ved MAC.

Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at nægte fuldbyrdelse efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra c.

Den sidste af indsigelserne relaterede til voldgiftsloven og synspunktet om, at ”anerkendelsen eller fuldbyrdelsen ville være åbenbart uforenelig med landets retsorden” - et begreb, der internationalt har betegnelsen ”ordre public”.

Landsretten tilkendegav bl.a., at der ikke for retten var oplyst om konkrete muligheder, der gav grundlag for at antage, at MAC ikke havde handlet som en upartisk domstol i sagerne mod befragteren, eller at befragteren for MAC ikke havde fået en retfærdig behandling.

Der var således ikke grundlag for at anse fuldbyrdelsen af MACs kendelser for åbenbart uforenelig med ”Danmarks retsorden” og landsrettens samlede konklusion var således, at fogedrettens afgørelse blev omgjort og samtlige 8 afgørelse fra den russiske voldgiftsret MAC skulle effektueres i Danmark.