23948sdkhjf

Hybrid lastbil fra FUSO

Distribution og renovation: FUSO Canter Eco Hybrid lover brændstofbesparelser på op til 23 procent – der er angiveligt nok til at betale for mereprisen på omkring 50.000 kroner på 3-4 år.

Distribution og renovation: FUSO Canter Eco Hybrid lover brændstofbesparelser på op til 23 procent – der er angiveligt nok til at betale for mereprisen på omkring 50.000 kroner på 3-4 år.



Af Lars Lassen

DÜSSELDORF - Den længe ventede anden generation af hybrid-udgaven af FUSO Canter er nu endelig på markedet i Europa. Kun en snes af de cirka 1200 Canter Hybrid, der blev produceret i første generation af FUSO i Japan, nåede til Europa. De fleste har kørt for et irsk energiselskab, mens en lille håndfuld blev testet i London. Alene i London er der angiveligt kørt en halv million kilometer – uden et eneste nedbrud de hybride hovedkomponenter.

De positive erfaringer – de europæiske brugere ville ikke af med deres hybride distributionsbiler, da forsøgsperioden udløb – har dannet basis for udviklingen af 2. Generation, der er baseret på den nye FUSO Canter-model fra 2011. Den nye FUSO Canter Eco Hybrid produceres på FUSO’s fabrik i Portugal på samme produktionslinje som standard-modellerne. Det betyder, at meromkostningerne ved produktionen af den hybride Canter stort set er begrænset til den særlige gearkasse med indbygget el-motor/geneator og det lille lithium-ion batteri, der udgør hybrid-komponenterne i drivlinien.

Hybrid drivlinje

FUSO Canter Eco Hybrid leveres kun i 7,5 tons udgaven af Canter – i hvert fald indtil videre

Drivelinjen består af den 3.0 liters commonrail diesel på 150 hk (110 kW) og 370 Nm, som kendes fra standardudgaven af Canter. Den opfylder EuroV/EEV-standarden ved hjælp af EGR og dieselpartikelfilter. Dertil kommer en 40 kW elmotor/generator, der er indbygget i gearkassen mellem koblingshuset med dobbeltkoblingen og den vellykkede 6-trins duonic-gearkasse, der er standard på Canter i Danmark.

Hybrid-komponenterne øger egenvægten med 150 kilo.

Elmotoren fungerer som generator, der opsamler bremseenergi når Canter Eco Hybrid bremser. Den genererede el oplagres i lithium-ion batteriet. Under normal drift trækker elmotoren kun på batteriet ved opstart indtil cirka 10 kilometer i timen, hvor dieselmotoren automatisk kobles ind på drivlinjen, og under acceleration. Er batteriet helt ladt op er det dog muligt at køre udelukkende ved elkraft ved højere hastigheder. Elmotoren slår dog fra, når batterikapaciteten når under 80 procent, fordi den primært er beregnet som ”starthjælp.”

23 procent

FUSO hævder, at der kan spares op til 23 procent diesel i forhold til en almindelig 7,5 tons Canter. Den reelle besparelse afhænger dog af en lang række faktorer, som chaufførens kørestil og ikke mindst den lette lastvognens anvendelsesmønster og belastningsgrad.

Da den hybride drivlinje er afhængig af opsparet bremseenergi, så er FUSO Canter Eco Hybrid reelt kun interessant for brugere, der primært kører i bymiljøer med mange stop og start. Derfor ligger FUSO heller ikke skjul på, at målgruppen er city-distribution, ekspres- og pakketjenester, lette kølebiler, stadsgartnere og tekniske forvaltninger, samt renovationskørsel.

Diskret elmotor

Transport-Tidende havde lejlighed til at testkøre Canter Eco Hybrid på Mercedes fabriksområde i Düsseldorf, efter en demokørsel med en af FUSO’s demodrivere. Køreturene efterlod to hovedindtryk. Det første er, at man som fører ikke mærker nogen forskel på at køre en almindelig Canter. Accelerationen fra 0 til 10 kilometer i timen, hvor dieselmotoren kobler ind, går så hurtigt, at man næsten ikke opdager, at man starter på ren el. Det andet hovedindtryk er, at det kræver tilvænning og tilpasning af ens køremønster, hvis man skal ’fylde strøm’ på batteriet. FUSO’s kvindelige testkører var i hvert fald langt bedre til at akkumulere ladestanden på lithium-ion-batteriet, end Transport-Tidendes udsendte, der i starten brugte mere strøm end jeg opsparede. Lade-indikatoren på instrumentbordet hjælper dog hurtigt føreren i den rigtige retning.

Men kunder til Canter Eco Hybrid bør nok overveje et lille hybrid-øko-fører kursus, hvis de vil opnå mest muligt af den lette grønne lastbil fra FUSO. Ikke mindst, hvis man ønsker at merinvesteringen på omkring 50.000 kroner skal tjene sig selv hjem inden for de 3-4 fire år, som FUSO anser for realistisk.

Canter Eco Hybrid kan leveres med en akselafstand på 340 centimeter og 385 centimeter. Nyttelasten inkl. opbygning går op til 4845 kilo.

Hybrid eller ej

FUSO Canter Eco Hybrid er den første masseproducerede lastbil på markedet. Da den kun i beskedent omfang adskiller sig fra standardudgaven, så byder den på den samme fordele og ulemper. Blandt fordelene er små ydre dimensioner, med god manøvredygtighed og en ganske snæver venderadius. Ulempen er den lidt ”asiatiske” tilgang til komfort og ergonomi, der dog er væsentligt forbedret i forhold til tidligere Canter-generationer. Men gode ud- og indstigningsforhold afbøder for mange chauffører, der netop kører i bymiljøer, denne ulempe.

Den grønne drivlinje på Canter Eco Hybrid er måske ikke, hvad mange klimabevidste politikere og miljøforkæmpere drømmer om. Men det er en markant forbedring, som trækker mærkbart i den rigtige retning her og nu. Derfor bør alle, der har behov for en lastbil i omegnen af 7,5 tons totalvægt og en nyttelast på godt 4800 kilo, seriøst overveje om FUSO Canter Eco Hybrid kan opfylde netop deres kørselsbehov. Kan den det, så pynter det både i diesel- og CO2-regnskabet, samt på den grønne samvittighed.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078