Flovt. Dårligt for branchens image. Børnehave. Ødelæggende.

Der sættes i disse uger mange ord på organisations-krigen mellem Dansk Transport & Logistik og International Transport Danmark.

Hvorfor kan de to organisationer ikke bare enes, og så fusionere for i fællesskab at samarbejde for branchens ve og vel?

Der er ingen tvivl om, at de to organisationer indtil for nogle år siden var ved at nærme sig hinanden – ud fra en betragtning om, at det ville være fornuftigt, at stå med én stærk brancheorganisation, der ville have næsten 95 procents opbakning.

Det var lige indtil cabotage-spøgelset skabte en afgrundsdyb grøft mellem de to organisationer – og deres medlemmer. På den ene side står de små og mellemstore danske vognmænd i DTL, der føler sig presset af udenlandske lastbiler i den nationale trafik, og på den anden side står danske vognmænd i ITD, der kun kan klare sig i den internationale kørsel ved at benytte sig af udenlandske chauffører.

Samtidig åbner EU’s cabotage-regler for, at danske vognmænd med udenlandske lastbiler i flåden kan tage en bid af den nationale kørsel. Det kan den danske vognmand med danske chauffører ikke konkurrere imod. Hverken den legale cabotage-kørsel eller den illegale.

Derfor er cabotage-slagsmålet et nødvendigt slagsmål.

For selvfølgelig skal DTL slås for, at medlemmerne får de bedste mulige forretning- og overlevelsesbetingelser. Med lige så stor selvfølgelighed kæmper ITD for de bedste vilkår for sine medlemmer. Det kan slet ikke være anderledes: organisationerne skal tale deres medlemmers sag.

Og danske vognmænd skal selvfølgelig også vælge side: tror de, at DTL sammen med vognmandsorganisationer i andre lande kan påvirke en ændring af de europæiske cabotageregler, eller gælder det om hurtigst muligt at hoppe med på ITD-vognen og selv få lastbiler på udenlandske plader.

Der er ikke rigtig en gylden mellemvej, og derfor kommer slagsmålet til at stå, indtil EU beslutter sig for, hvordan fremtidens cabotageregler skal se ud, og indtil Danmark finder den rigtige kontrolform.

Så kan man altid diskutere fakta i debatten, debatformen samt ikke mindst den skærpede tone mellem organisationerne. Det fører i øjeblikket til, at de to organisationer fjerner sig mere og mere fra hinanden og fokuserer på forskellighed – i stedet for hvad de kan være fælles om.

Risikoen for at misse gyldne chancer til at stå sammen er stor, og det risikerer såmænd også at gå udover det samarbejde, der allerede eksisterer. Her har såvel administrative medarbejdere i organisationerne og de politiske valgte et særligt ansvar.

Men slagsmålet om cabotagen er reelt nok. Det er en kamp, der skal kæmpes fra begge sider.