23948sdkhjf

Lastbil på afveje

En lastbil med anhænger væltede mandag nat på den fynske motorvej.

En lastbil med anhænger væltede mandag nat på den fynske motorvej.



Og her bliver den liggende hele dagen.

Af én eller anden grund kom en 25 meter lang lastbil ud i rabatten med det resultat, at chaufføren mistede herredømmet, og lastbil og anhænger væltede om i grøften. Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi til bt.dk.

Han tilføjer, at ulykken dog ikke er noget, der kommer til at påvirke trafikken på motorvejen tirsdag. Bjærgningsmandskabet venter nemlig til tirsdag nat med at fjerne lastbilen for at genere trafikken mindst muligt.

- Men det kan da godt være, at folk undrer sig lidt, når de kører forbi og ser den, siger han.

Politiet ved ikke, hvorfor lastbilen pludselig kom på afveje, men der er ifølge vagtchefen ikke noget, der tyder på, at chaufføren var påvirket af alkohol.

Politi og redning har brugt natten på at tømme lastbilen for gods og brændstof.

Lastbilen kørte nemlig blandt andet med kemikalier, og der var bekymring for, at der kunne ske et udslip af farlige stoffer.

- Der var noget ætsende og noget sprøjtegift i lasten, og som det var emballeret, kunne det håndteres fint. Men hvis der var gået hul på det, var det en anden situation. Vi var heldige, at der ikke skete noget, fortæller brandinspektør Yarl Olsen fra Odense Brandvæsen.

- Vi var behjælpelige med at identificere, hvilke stoffer der var i lastbilen, og hvordan vi skulle håndtere dem. Vi fik omlastet godset i lastbilen, og det viste sig, at der ikke var nogen fare på færde, men det kunne vi ikke vide, da vi kom til stedet, forklarer Yarl Olsen til Fyens.dk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109