Danmark på maritim 4.-plads
Danske rederier og shippingvirksomheder kontrollerer nu omkring 2100 handelsskibe på tilsammen 62 mio. bruttoton – dermed er Danmark verdens 4. største shippingnation.
Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Rederiforening – ”Skibsfarten i tal”.
Det er kun Japan, Grækenland og Kina, der er større på de syv verdenshave.
Den danske handelsflåde – det vil sige skibe, der sejler under dansk flag – udgør nu 11 mio. bruttoton. Det er kun 1,1 procent af den globale handelsflåde, svarende til en 18.-plads på verdensranglisten. Medregner man dansk ejede skibe, der sejler under udenlandsk flag, så når den samlede danske tonnage op på 30 mio. bruttoton – fraregnet specialskibe. Det placerer Danmark på en global 8.-plads.
Men danske shippinginteresser kontrollerer godt og vel en tilsvarende tonnage, der er udenlandsk ejet i form af indchartede skibe og skibe, der er i management hos danske shipppingvirksomheder. Dermed kontrollere danske shippinginteresser tilsammen 2100 handesskibe på cirka 62 mio. bruttoton – det sikrer Danmark en placering som verdens 4.-største søfartsnation.
Dansk kontrolleret tonnage sejler med omkring 10 procent af den globale søfragt.
Kraftig vækstIfølge ”Skibsfarten i tal” er den danske handelsflåde vokset med 1,4 mio. bruttoton fordelt på 75 skibe siden 2008. Dermed har danske rederier formået at vokse gennem finanskrisen.
Heraf udgør 800.000 bruttoton skibe i linjefart, mens tankskibe udgør 700.000 bruttoton af den samlede vækst. Den danske flåde af tørlastsskibe er skrumpet en anelse i perioden. Til gengæld er flåde af specialskibe – herunder servicefartøjer til offshore-sektoren øget med 68 enheder. Målt i tonnage, er der tale om en fordobling.
Danske rederiers ordrebøger er dog skrumpet jævn i løbet af finanskrisen på grund af den globale overkapacitet. Rederiernes ordrebeholdning udgjorde i starten af oktober dog fortsat 92 skibe på tilsammen 5,2 mio. bruttoton. Det placerer Danmark på en 14. Plads på verdensplan.
Væksten i den danske handelsflåde smitter også af dansk skibsfarts bruttoindtjening, der i år ventes at nå eller overstige rekordniveauet fra 2008 på 190 milliarder kroner.