Damco vandt bæredygtigheds-pris
SCM Logistics Excellence Awards hædrer Damco med Supply Chain Sustainability Award 2012.
Damco blev i Singapore hædret for selskabets indsats for at nedbringe kundernes CO2-udslip.
- Bæredygtighed og grøn logistik er afgørende for industriens vækst, og her er det lykkedes Damco med sin metodik og sine processer at sætte yderligere skub i kundernes bæredygtige initiativer – samtidig med at Damco har leveret varen. Damco er med tril at drive kundernes grønne forandringsprocesser, lød det fra Eleanor Uy, topchef i Terrapinn, der stod bag den ottende SCM Logistics Excellence Awards.
Det er anden gang, at Damco vinder en pris ved SCM Logistics Excellence Awards. I fjor vandt Damco “Supply Chain Best Partnership Award”.
Hæderen fandt sted I forbindelse med SCM Logistics World Conference, som samlede topchefer fra logistik- og Supply Chain-industrien i Singapore.
I sin takketale sagde Damcos Global Head of Green Logistics, Sarah Flagg, at selskabet er stolt over at have modtaget hædersbevisningen.
- Det er et klart bevis på de fremskridt vi har gjort indenfor grøn logistik og i forhold til at styrke vores partnerskab med kunderne i skabelsen af bæredygtige forsyningskæder. Vi vil fortsætte med at have grøn logistik og bæredygtighed som en kerneydelse indenfor vores supply chain management services, sagde Flagg.