23948sdkhjf

Varevogn på afveje

Det er farligt at køre for stærkt ved vejarbejdet på motorvejen ved Slagelse.

Det er farligt at køre for stærkt ved vejarbejdet på motorvejen ved Slagelse.



Det kan en fører af en varevogn efter alt at dømme skrive under på, efter et dramatisk uheld torsdag morgen, skriver TV2 ØST.

Klokken 6:40 mistede føreren af varevognen kontrollen over sin bil, der fræsede ud i rabatten og ramte adskillige skilte, før den kørte ind i politiets fotovogn, der var ved at blive gjort klar til endnu en omgang målinger langs motorvejen.

Ulykken skete ved så høj fart, at fotovognen blev trukket 30 meter hen langs motorvejen, før den standsede.

Inde i fotovognen sad en noget rystet politimand, oplyser vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Både føreren af bilen og betjenten har været en tur omkring skadestuen til kontrol - men alt tyder på, at de er sluppet fysisk uskadte fra ulykken, siger han.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi holder i øjeblikket intensivt øje med vejarbejdet på Vestmotorvejen ved Slagelse. Her bliver den nye Slagelse Omfartsvej forbundet til motorvejen, og bilisterne må maksimalt køre 80 kilometer i timen forbi vejarbejdet.

Årsagen til hastighedsbegrænsningen er dels hensynet til vejarbejdernes sikkerhed - men også, at der er pludselige sving og smalle vejbaner på stedet.

Mange bilister har dog svært ved at overholde hastighedsbegrænsningerne på stedet.

- Der køres stadig alt, alt for stærkt forbi det vejarbejde. Jeg var selv derude forleden. Og det er jo nærmest et fåtal, der kører efter reglerne, siger vagtchef Søren Østervig, der samtidig fortæller, at yderligere 698 bilister blev blitzet på strækningen onsdag eftermiddag og aften.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14