Cabotage-kontrol spredes
Rigspolitiet vil i fremtiden dele cabotage-kontrollen ud på tre tungtvogns-centre. Fremover skal cabotage-kontrollen fordeles på tre tungtvogns-centre i Nordjylland, Sydøstjylland og Midt- og Vestsjælland.
Det fremgår af et svar fra Beskæftigelsesministeriet til Enhedslisten forud for kommende forhandlinger på cabotage-området. Og det er bestemt ikke med ro i sindet, at Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, tager imod den nyhed.
- Jeg kan godt blive rigtig nervøs for, at man vælger at splitte indsatsen op på den her måde, siger han.
Enhedslisten vil således arbejde for, at Rigspolitiets beslutning bliver omgjort, så cabotage-indsatsen forbliver på ét sted. For partiet mener nemlig, at cabotage-området er så kompliceret, at det giver mest mening at have al ekspertise samlet ét sted.
- Cabotage-området kræver en stor faglig indsigt, og jeg er bange for, at når man splitter det op i tre, så får man ikke samlet den nødvendige viden, siger Henning Hyllested.
Ændringerne kommer, efter at Rigspolitiet i foråret har gennemført en stor politianalyse, hvor man er kommet frem til, at tungtvogns-indsatsen mest effektivt lægges i tre specialcentre.
Politidirektør ved Rigspolitiet Thorkild Fogde fortæller, at det for cabotagedelen rigtigt nok betyder en opsplitning af ekspertisen, der i dag ligger i det nationale center. Men ændringerne betyder også en samling af den del af indsatsen, der i dag er spredt ud hos 12 lokale politikredse. Samlet set mener han derfor, at den nye ordning vil forbedre indsatsen.
- Vi mener bestemt ikke, at det her forringer indsatsen. Snarere tværtimod. I dag har vi 12 lokale enheder, der er for sårbare i forhold til det specialiserede arbejde, siger Thorkild Fogde.
Han medgiver, at da Rigspolitiet – med de ekstra midler på finansloven for 2012 – skærpede indsatsen, der mente man, at det var et så kompliceret område, at det var bedst at samle ekspertisen ét sted. Men dengang havde man ikke de tre centre:
- Vi vurderede dengang, at med den struktur, der var, ville det ikke være hensigtsmæssigt at splitte det ud på 12 kredse. Men nu får vi en ny struktur, hvor vi har nogle specialiserede centre, som også sikrer, at vi kommer tættere på de områder, som vi gerne vil kontrollere, siger han til Altinget.dk.