Fireakslet Kelberg tipper til Toftlund
Vognmandsfirmaet Allan og Jesper A/S, Toftlund har for nylig afhentet en ny Kel-Berg 60 m3 fireakslet tippeladstrailer hos Lastas Kel-Berg A/S i Hedensted.
Allan & Jesper A/S råder over15 lastbiler, hvoraf cirka halvdelen er forvogn-hængerkombinationer mens den anden halvdel er trækker-trailerkombinationer. Desuden råder firmaet over et antal læsse- og gravemaskiner, som dels anvendes i høsten, dels kører i firmaets egen grusgrav.
Den nye Kel-Berg trailer er en 60 m3 tippeladsversion, der er konstrueret med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket gør chassiset ekstra stabilt. Traileren har en selvstændig totalvægt på 48.000 kg og ruller på 4 stk. 9 tons BPW aksler med tromlebremser og akslerne er ophængt o original BPW luftaffjedring.
Kassens sider og bund er fremstillet i rullet svøb i 7 mm aluplade i en speciel slidstærk kvalitet. Bunden er forstærket med ekstra 7 mm plade. Bagklappen er monteret indvendig og tophængt, med pneumatisk åbne- og lukkesystem, og er fremstillet af 40 mm alu-profiler med kraftig alu-kanter. Tophængslerne er flyttet 180 mm frem, for at give en 10 % større åbning ved aflæsning.
Traileren er udstyret med underkøringskofanger, cyklistværn og arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder. Derudover er der på traileren monteret en rullepresenning.