Bilauktioner flytter
Om et års tid er det slut med bilauktioner på Bugattivej.
BCA Autoauktion flytter til et ny placering ved transportret i Hornstrup og rykker ind i et helt nyt center til den nette sum af 80 millioner kroner.
Bag opførelsen af BCA Autoauktions 10.000 kvadratmeter store center står det vejlensiske udviklings- og investeringsselskab Kirk Kapital A/S.
Centret, der opføres på en 90.000 kvadratmeter stor grund ved transportcentret Exxit 59 ved motorvej E45 i Hornstrup, kommer til at rumme en klargøringshal, en auktionshal og kontorer. Samtidig opføres der et vaskeanlæg, hvor der kan køre mellem 60 og 70 biler gennem per time, ligesom bilerne til dagens auktion også kommer under tag, så køberne kan gå tørskoede rundt og se bilerne an.
- Vi flytter, fordi vi er vokset ud af vores eksisterende rammer. Vi skal have bedre plads til biler, bemanding, kunder og til yderligere vækst, siger Per Kjærsfeldt, administrerende direktør i BCA Autoauktion, der bliver lejer hos Kirk Kapital til Vejle Amts Folkeblad.
BCA Autoauktion i Vejle omsatte i det seneste regnskabsår for 1,5 mia. kr.