SAS i skrabet udgave
Fremtiden vil byde på et mere skrabet SAS, efter at selskabet i går blev tvunget af Stockholmsbørsen til at præsentere en gigantisk redningsplan.
SAS må sælge ud af det mest værdifulde arvegods i selskabet og iværksætte kæmpe besparelser for en gang for alle at gøre SAS levedygtigt i en skærpet konkurrence med blandt andre lavprisselskabet Norwegian.
Spareplanen vil tvinge medarbejderne ned i løn, udlicitere en lang række mindre ruter i de skandinaviske lande og sandsynligvis føre til omfattende afskedigelser og centralisering. Samlet er målet at spare op mod 25 procent på personaleomkostningerne. Ud over besparelser på 2,6 milliarder kroner skal frasalg indbringe selskabet et tilsvarende beløb.
Berlingske erfarer, at frasalgene kan omfatte SAS’ hæderkronede loyalitetsprogram Eurobonus og et salg af det succesrige norske flyselskab Widerøe. Alternativt kan en børsnotering af Eurobonus-programmet komme på tale. Hverken SAS’ ledelse, bestyrelse eller hovedejerne, de tre skandinaviske lande, vil kommentere planerne nærmere.