Drastisk piratdrop kan mindske international flådeindsats
Kraftigt fald i somaliske pirateres aktiviteter kan betyde, at flere lande overvejer at trække deres orlogsskibe hjem.
En række lande overvejer formentlig muligheden for at trække deres flådefartøjer hjem fra piratjagten i farvandet ud for Somalias kyst. Da antallet af registrerede piratangreb er skrumpet ind til en brøkdel af det tidligere niveau mener de, at de militære ressourcer kan anvendes bedre til andre formål
- Vi har oplevet et bemærkelsesværdigt fald i pirataktiviteten de seneste måneder, og det er ikke gået ubemærket hen i de lande der bidrager til flådestyrken. Hvis pirataktiviteterne fortsætter på det nuværende niveau, er det sandsynligt at nogle lande vil vurdere, at deres penge er bedre anvendt andre steder, og derfor trækker deres skibe tilbage, vurderede Lt. Commander Andres Loevik fra NATO Shipping Centre, da han talte ved en anti-pirat-konference i London i slutningen af sidste uge.
NATO har løbende to til otte orlogsskibe på patrulje i Adenbugten, Somalibassinet og Det Indiske Ocean. Dertil kommer EU’s Navfor, der deltager i jagten på de somaliske pirater med et tilsvarende antal skibe. Endelig bidrager lande uden for NATO og EU til den internationale flådestyrke CMF, der består af et sted mellem to til seks krigsskibe. Det betyder, at der sammenlagt befinder sig et sted mellem 6 og 23 krigsskibe ud for Somalias kyst.
Det skriver maritimedanmark.dk med Maritime Executive som kilde.