Femern A/S er ikke bange for kinesere
Berlingske bringer i dag en artikel med overskriften ”Kinesisk interesse kan sprænge Femern-konsortier”.
Artiklen er kritisk overfor kinesisk deltagelse i milliard-projektet. Ledelsen i Femern A/S er dog ikke helt tilfreds med den udlægning og kommer med følgende kommentarer:
- Alle entreprenører har i sagens natur mulighed for at deltage i Femern-projektet. Men kun hvis de lever op til alle vores krav til bl.a. sikkerhed, miljø og arbejdsvilkår, udtaler adm. direktør i Femern A/S, Claus Baunkjær i en pressemeddelse.
- De interesserede virksomheder skal først søge om at blive prækvalificeret, d.v.s. godkendt til at overhovedet at kunne afgive et tilbud. Processen med prækvalifikation gik i gang 2. oktober i år, og ventes afsluttet i foråret 2013. I den fase vil vi undersøge virksomhedernes tekniske og økonomiske formåen, før de kan godkendes, oplyser Claus Baunkjær.
Herefter får de prækvalificerede virksomheder mulighed for at deltage i konkurrencen om de fire store anlægskontrakter, som sendes i udbud senere i 2013.
Til den tid skal entreprenørerne udarbejde tilbud på baggrund af en række yderligere krav, som Femern A/S stiller til udførelsen af selve anlægsarbejdet. Endelig skal Femern A/S på baggrund af de indkomne tilbud finde det mest fordelagtige tilbud for hver af de fire kontrakter.
I marts 2012 arrangerede Femern A/S en branchedag, hvor hele den internationale bygge- og anlægsbranche var inviteret. Formålet var at give alle i branchen mulighed for at orientere sig om projektet og mere end 500 deltagere fra 70 firmaer over hele verden benyttede sig af tilbuddet. Siden da har Femern A/S ikke holdt separate møder med entreprenørerne i bygge- og anlægsbranchen. Det er sket ud fra et ønske og krav om, at alle skal behandles lige.
- CCCC og alle andre entreprenører kan med god grund tolke branchedagen i marts 2012 som klar en opfordring til at interessere sig for Femernprojektet. Det var sådan set formålet med branchedagen. Det er naturligvis heller ikke nogen ulempe, hvis de internationale entreprenører samarbejder med danske og tyske virksomheder. Men jeg har ikke kendskab til at CCCC derudover har modtaget særlige opfordringer, siger Claus Baunkjær.
I maj 2012 henvendte CCCC sig til os i en e-mail, hvor de udtrykte interesse for projektet og vi kvitterede med et brev, hvor vi henviste til den forestående prækvalifikation, som blev indledt 2. oktober i år. I juni 2012 sendte CCCC os endnu en mail, hvor de bad om at møde os, men det afviste vi klart med begrundelse om, at alle skal behandles lige.