Tilfredshed hos PACCAR/DAF
- Vi kan kun være tilfredse med tredje kvartal, udtaler topchefen for PACCAR/DAF, Mark Pigott.
- På markedet for industrikøretøjer har vi set lavere vækst og det gælder for så vidt også lastbildivisionen i USA og Europa, oplyste Mark Pigott på et møde i Washington.
- Til gengæld har vi haft stigende efterspørgsel på eftermarkedet for reservedele samt service.
Han hæftede sig ved, at Kenworth og Peterbilt-mærkerne har introduceret nye og innovative modeller på det amerikanske marked ligesom DAF på IAA-messen i Hannover i september præsenterede den ny XF Euro 6. Den er udstyret med en PACCAR MX-13 Euro 6 motor.
- Her er der tale om det mest omfattende udviklingsarbejde i DAF’s 84-årige historie, fastslog Mark Pigott.
Regnskabet for tredje kvartal viser tydeligt, at det er gået tilbage for koncernen, hvilket i Europa bringer den i samme situation som blandt andet Volvo, Scania og MAN.
Resultatet blev et overskud på 234 mio. USD mod 282 mio. USD i tredje kvartal 2011. I årets første ni måneder er nettoresultatet på 858 mio. USD, hvilket er en betydelig fremgang i forhold til samme periode sidste år, hvor nettoresultatet lå på 715 mio. USD.
I tredje kvartal i år har PACCAR tilbagekøbt aktier til en værdi af 22,6 mio. USD.
- Vores gode nettoresultater og en stærk kassebeholdning gør koncernen til en god langtidsinvestering for aktie-ejere, påpeger Mark Pigott.