Iværksætter kører mod strømmen
Dansk vognmand med danske chauffører ekspanderer med 20 nye danskindregistrerede lastvogne og 18 nye danskopbyggede trailere.
Med en god portion viden og knowhow omkring det han arbejder med har den midtjyske iværksætter Carsten D. Frandsen netop gjort det helt modsatte af hvad alle andre lige nu gør inden for transportbranchen:
Carsten Frandsen fik nemlig i sidste uge leveret ikke færre end 20 nye Mercedes Actros af den nye generation, indregistreret på gule nummerplader - og de skal alle køres af danske chauffører. Vognmanden fik også leveret 18 nye specialbyggede trailere, der er opbygget på henholdsvis Schmitz og HRD chassiser med specialiserede opbygninger til transport af levende kyllinger.
De unikke opbygninger er lavet på rekordtid af Vandborg Karosserifabrik A/S i Lemvig. Den samlede ordre er nemlig effektueret på under 10 uger regnet fra den dato, hvor Mercedes-forhandler Ejner Hessel A/S i Herning fik den samlede ordre på 38 enheder og frem til at leverancen fandt sted i forrige uge. De 20 nye Mercedes er alle af den nye generation Actros 1845 4x2.
Ekspansion og udskiftningFor Herning Logistik & Transport ApS, der er etableret i maj i fjor, er der både tale om en ekspansion og en udskiftning af bestående materiel.
Carsten D. Frandsen begyndte nemlig med otte lastvogne, da han etablerede forretningen sidste år, og på grund af en bedre brændstoføkonomi i den nye generation af Mercedes Actros er alle Actros 3 blevet skiftet ud i sammenhæng med at flåden skulle udvides til 22 trækkende enheder.
Så sent som i august i år har vognmandsfirmaet fået leveret to nye Mercedes Actros af den nye generation, og de har vist så gode resultater, at Carsten Frandsen valgte at udskifte alle de øvrige.
Med en flåde på 22 nye Mercedes Actros er Herning Logistik og Transport den eneste transportvirksomhed i Europa med mere end 20 lastvogne, der udelukkende har den sidste nye generation Actros i sin vognpark.
De nye Actros er udstyret med Mercedes’ avancerede flådestyringssystem FleetBoard, som ud over at håndtere såvel chauffør som vogndata fra tachografen, også anvendes til styring af hele virksomhedens flåde og godsstrømmene til vognmandsfirmaets to hovedkunder.
440.000 kyllingerI fjor indgik Herning Logistik & Transport en aftale med kyllingeslagteriet Rose Poultry A/S i Vinderup om transport af levende kyllinger til slagteriet og senest har transportfirmaet også indgået en aftale med kyllingeslagteriet Danpo i Aars om transport af levende kyllinger fra det meste af Danmark til Danpo-slagteriet. Når der køres på fuldt tryk vil HLT nå op på at transportere ca. 440.000 kyllinger hver dag.
Til at køre hele flåden på 22 lastvogne, er der 32 fastansatte chauffører samt syv løsansatte afløsere.