23948sdkhjf

Regeringen opruster i kampen mod social dumping

Udvalg om social dumping har netop afsluttet sit arbejde og foreslår en række tiltag - læs hele rapporten her.

Udvalg om social dumping har netop afsluttet sit arbejde og foreslår en række tiltag - læs hele rapporten her.



For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er udvalgets arbejde et ”vigtigt afsæt for regeringen i kampen mod social dumping”, idet udvalget peger på en række nye tiltag, der kan bekæmpe social dumping.

- Social dumping er uacceptabelt og er derfor et område, som regeringen prioriterer højt. Sammen med Enhedslisten har vi allerede taget en række initiativer for at bekæmpe det. Vi vil fortsat sætte alle kræfter ind for at stoppe social dumping. Jeg vil understrege, at udenlandske virksomheder generelt er meget velkomne her i Danmark. Men det har været alt for let for et mindretal at snyde med de danske regler. Dansk erhvervsliv skal ikke være genstand for unfair konkurrence fra dem, der ikke spiller efter reglerne, siger Mette Frederiksen.

Udvalget peger på en række mulige forslag, der kan opruste indsatsen mod social dumping. Blandt andet skal Arbejdstilsynet have mulighed for at udstede administrative bøder, hvis man på tilsynsbesøg konstaterer udenlandske firmaer, der ikke har tilmeldt sig korrekt i det såkaldte RUT-register over udenlandske tjenesteydere.

Med forslaget skal det udnyttes endnu bedre, at Arbejdstilsynet er en af de myndigheder med tættest kontakt til danske arbejdspladser over hele landet.

- Sidste år blev vi ved finanslovsforhandlingerne enige med Enhedslisten om en storstilet plan i kampen mod social dumping. Blandt andet er der nu flere kontrolbesøg på arbejdspladserne. Og de har i den grad haft sin berettigelse. Selv om det er et mindretal, er der stadig for mange tilfælde af virksomheder, der ikke overholder de danske regler. Det er et problem, at Arbejdstilsynet ikke må udstede bøder, men skal overgive sagen til politiet, når udenlandske virksomheder ikke har anmeldt oplysninger til RUT eller ikke har anmeldt oplysningerne korrekt, siger Mette Frederiksen.

Fem temaer

Udvalget peger på forslag inden for fem temaer:

• Styrket anvendelse og håndhævelse af Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT)

• Styrket håndhævelse og inddrivelse på skatte- og afgiftsområdet

• Bedre kontrolmulighed med ulovlig cabotagekørsel

• Øget brug af arbejdsklausuler

• Øget samarbejde på tværs af grænserne

Regeringen vil nu drøfte udvalgets rapport og muligheden for at gennemføre de enkelte tiltag i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.

Tilfreds transportminister

Henrik Dam Kristensen besøgte lørdag DTL’s Regionsrepræsentantmøde i Fredericia med 75 deltagere. Her understregede ministeren, at regeringen tager social dumping i forbindelse med cabotage dybt alvorligt.

Han fremhævede, at vi ikke kan være bekendt at lade chauffører køre længe i Danmark til en løn, man ikke kan leve af i Danmark. Eller den unfair konkurrence, som dette betyder for den danske transportbranche.

Ifølge ministeren kan man ikke udelukke, at der er kyniske mennesker i Danmark, som lader chauffører arbejde i Danmark i månedsvis under alt for ringe vilkår, så problemet skal løses. Ministeren understregede, at rapporten skal forstås som første skridt og en afklaring af reglerne. Arbejdet fortsætter de kommende måneder.

DTL-direktør Erik Østergaard roste ministeren for den nye rapport og på at bruge tid på problemerne med ulovlig cabotage. Især var der ros til rapportens ord om at ændre både udvalgte definitioner i cabotagevejledningen og for at lave en ny kontrolvejledning til politiet.

DTL direktøren kvitterede samtidig for, at rapporten nævner, at GPS-oplysningerne fra de kommende vejafgifter eventuelt kan bruges til kontrol af ulovlig cabotage. Men det er noget, der bør afklares hurtigst muligt - og ikke vente til 2015.

Svane: ensartede regler

- Cabotagekørsel er en naturlig del af international transport og det er derfor helt afgørende, at vi har ensartede regler i EU. Men det er selvfølgelig vigtigt, at reglerne bliver overholdt, og derfor deltager vi også aktivt i det arbejde, der er igangsat i Trafikstyrelsen med at forbedre vejledningen til politiet, ligesom vi sidste år støttede de ekstra penge politiet fik til ekstra kontrol, siger Michael Svane, direktør i DI Transport.

- En forbedring af kontrollen er vigtig, men det skal ikke medføre urimelige administrative omkostninger for de danske virksomheder, der hver dag udfører lovlig cabotage. Derfor er vi meget tilfredse med, at regeringen ikke vil indføre ekstra registrering af cabotagekørsel, hvilket rapporten jo også viser, er i strid med EU-reglerne, siger Michael Svane.

Rapportens forslag om at bruge et kommende kørselsafgiftssystem til at forbedre kontrollen, kan være fornuftigt, mener han.

- Men vi er stadigvæk modstandere af kørselsafgifterne, der vil øge afgifterne for dansk erhvervsliv med ca. 2,5 mia. kr. i 2015, siger Michael Svane.

Fornuftige konklusioner

- Med den rigtige, målrettede indsats bør det være muligt at kontrollere, at der ikke foregår ulovlig cabotagekørsel på de danske veje. Det er præcis det, den nye rapport lægger op til, og det hilser vi velkommen. Vi skal have fuldstændig sikkerhed for, at reglerne bliver overholdt – og det er alle på tværs af branchen jo også enige om, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.

ITD bakker også op om rapportens budskab om, at Danmark skal følge de fælles EU regler og dermed undlade dansk enegang.

- Det vil være alt for drastisk at trække Danmark ud af EU’s indre marked for vejtransport på nuværende tidspunkt. Men vi skal sikre os, at reglerne bliver overholdt og tænke os godt om, før vi åbner markedet mere op. Det er vi efter ITD’s vurdering ikke klar til i dag, pointerer Jacob Chr. Nielsen.

Han mener, at rapporten markerer et politisk nederlag til de organisationer, der har krævet cabotagekørslen stoppet og reglerne ændret.

- Rapporten slår fast, at cabotagekørsel gerne må udføres systematisk, at en syv dages karens-periode for cabotagekørsel ikke kan gennemføres, og at RUT registrering af cabotage-chauffører ikke kan lade sig gøre. Det må give anledning til eftertanke hos de organisationer, der har sat megen prestige ind på at love deres medlemmer disse ting, siger Jacob Chr. Nielsen. Mange i branchen ønsker den udenlandske konkurrence hen, hvor peberet gror. Det er et ønske, som hverken vi eller de danske politikere kan indfri, hvor gerne vi end ville. Vi er nødt til at erkende tingenes tilstand og komme i gang med at se på, hvordan vi kan vinde konkurrencen i stedet for at afskaffe den. Og det kan vi sagtens, hvis alle gode kræfter arbejder sammen om det.

FDL: For godt til at være sandt

- Det lyder faktisk næsten for godt til at være sandt, at regeringen og i første omgang Enhedslisten forbereder et opgør med den sociale dumping, lyder kommentaren fra Frie Danske Lastbilvognmænd.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har tidligere over for FDL-Nyt givet udtryk for, at hun vil gå langt for at hindre udenlandske virksomheder i at omgå reglerne, og dermed i stigende omfang sætter danske virksomheder og danske lønmodtagere ud af spillet.

- Hidtil er det blevet ved snakken i form af en række møder med embedsmænd og organisationer, og tonen er på det seneste skærpet, forstået på den måde, at Mette Frederiksen er blevet mere klar i mælet. Hvis ellers regeringen kan leve op til egne intentioner, er et gennembrud i kampen mod den sociale dumping muligt, mener FDL. Men det vil kræve betydelige skærpelser, og hvis indsatsen skal blive en succes, er det ikke nok at se på de udenlandske virksomheder. Det gælder ikke mindst i vognmandsbranchen, hvor de store danske kørsels-rekvirenter og speditører på det nærmeste har frit spil med hensyn til systematisk iværksat ulovlig cabotage-kørsel.

Dansk Folkeparti´s Kim Christiansen har i meget lang tid tordnet mod den sociale løndumping og ikke mindst den ulovlige cabotage-kørsel, så der er vilje i flere partier til at komme det horrible snyderi og den ublu konkurreceform til livs.

Læs hele rapporten

Følg dette link til Beskæftigelsesministeriets rapport:

http://bm.dk/~/media/BEM/Files/Dokumenter/Pressemeddelelser/2012/Social_dumping_rapport%20pdf.ashx

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075